Sygesikring

” Vi er langt bagud med forbud og påbud, der fremmer sundhed. Det koster – i helbred og liv.

”Vi er ved at æde, drikke, ryge og inaktivere os ihjel.” sådan lyder de indledende sætninger til Bente klarlundlund Pedersens kronik i politikken d 22. April: ”Med lov skal sundhed fremmes”.

Rygning er snart ulovligt, svenskerne er vores helte for de har ’fået styr på’ alkohol indtaget for deres folk og fedme kan også inden længe lægges til for sager om usædelig omgang med kroppen, ens egen krop vel at mærke.

Hvilke menneskesyn ligger der bag tanker om forøget kontrol og afstraffelse i sundhedens navn? Hvornår var der afstemning om skærpede regler om sundhed og velvære? Og hvor længe kan det mon tage før welness er en integreret del af den danske gymnasiegang?

Michel Foucault viser i sin forelæsning: the birth of social medicine[1] hurtigt den spændende udvikling fra den spedalske udstødning hvor den smittedde borger blev udstødt fra byen, til et område af ’ligesindede’, gennem det pesthærgede europa, hvor man i stedet for at udstøde de smittede indespærrede og registrerede dem.

 De sorte spor af pesten blev ikke udryddet med opfindelsen af penicilinen, tværtimod. Pestens samfund, hvis man må være så fræk, er vokset til at dække nu de allermindste skygger af vores daglige liv.

Din kost, dit fysiske aktivitetsniveau, din solbadning, for ikke at tale om dine ’forlystende uvaner’ er i den moderne verden nedfældet til sidste detalje. Blæk og pen er farver og lyd.

Vores borgerskab er betinget af en evigt strammende lovgivning for registrering og ’uddannelse’. Sundhedens pris er registrering og efterfølgelse af fastlagte programmer programmeret til at ’holde dig i form’.

Der er naturligvis ikke nogen der vil være syge og tænk på hvor mange der er blevet reddet i trafikken siden sikkerhedsselen blev påbudt. Det er også fint at vi alle sammen overlever, men hvad er det for et syn der ligger bag? Hvordan bliver vi set af vores regering og hvordan ser vi os selv regeret?

Der har altid været ’læger’; sagkyndige man kunne opsøge hvis man var i nød eller bekymring, men den moderne sundhedssektor er et fænomen der aldrig er set mage.

En stat har ansvar for sine borgere og borgerene har ansvar for staten; staten udtrykker borgernes ønsker og borgerne opretholder staten. Sundhedssektorens spil mellem borger og stat belyser denne umiddelbart simple relations tykkelse. Nu har borgerne også et obligatorisk ansvar for sig selv(sic); et ansvar der viser ansvar over for staten. Og staten har pligt over for borgerne til at føre skærpet tilsyn med borgernes private tendenser og straffe dem på plads hvis de ikke viser det passende hensyn til sig selv.

Vi har fået sundhed, men det har ikke været en gave. En gave skal ikke købes af egen lomme og menneskeheden har betalt en høj pris, og betaler i stigende grad en høj pris for sit sunde og sikre selv. Prisen for sundhed er nemlig registrering og en tilværelse under love og påbud der trænger dybt ind i territoriet hidtil kendt som privatlivets fred.