Sygesikring
29. apr 2008 14:47, Silduck
” Vi er langt bagud med forbud og påbud, der fremmer sundhed. Det koster – i helbred og liv.
”Vi er ved at æde, drikke, ryge og inaktivere os ihjel.” sådan lyder de indledende sætninger til Bente klarlundlund Pedersens kronik i politikken d 22. April: ”Med lov skal sundhed fremmes”.
Rygning er snart ulovligt, svenskerne er vores helte for de har ’fået styr på’ alkohol indtaget for deres folk og fedme kan også inden længe lægges til for sager om usædelig omgang med kroppen, ens egen krop vel at mærke.
Hvilke menneskesyn ligger der bag tanker om forøget kontrol og afstraffelse i sundhedens navn? Hvornår var der afstemning om skærpede regler om sundhed og velvære? Og hvor længe kan det mon tage før welness er en integreret del af den danske gymnasiegang?
Michel Foucault viser i sin forelæsning: the birth of social medicine[1] hurtigt den spændende udvikling fra den spedalske udstødning hvor den smittedde borger blev udstødt fra byen, til et område af ’ligesindede’, gennem det pesthærgede europa, hvor man i stedet for at udstøde de smittede indespærrede og registrerede dem.
De sorte spor af pesten blev ikke udryddet med opfindelsen af penicilinen, tværtimod. Pestens samfund, hvis man må være så fræk, er vokset til at dække nu de allermindste skygger af vores daglige liv.
Din kost, dit fysiske aktivitetsniveau, din solbadning, for ikke at tale om dine ’forlystende uvaner’ er i den moderne verden nedfældet til sidste detalje. Blæk og pen er farver og lyd.
Vores borgerskab er betinget af en evigt strammende lovgivning for registrering og ’uddannelse’. Sundhedens pris er registrering og efterfølgelse af fastlagte programmer programmeret til at ’holde dig i form’.
Der er naturligvis ikke nogen der vil være syge og tænk på hvor mange der er blevet reddet i trafikken siden sikkerhedsselen blev påbudt. Det er også fint at vi alle sammen overlever, men hvad er det for et syn der ligger bag? Hvordan bliver vi set af vores regering og hvordan ser vi os selv regeret?
Der har altid været ’læger’; sagkyndige man kunne opsøge hvis man var i nød eller bekymring, men den moderne sundhedssektor er et fænomen der aldrig er set mage.
En stat har ansvar for sine borgere og borgerene har ansvar for staten; staten udtrykker borgernes ønsker og borgerne opretholder staten. Sundhedssektorens spil mellem borger og stat belyser denne umiddelbart simple relations tykkelse. Nu har borgerne også et obligatorisk ansvar for sig selv(sic); et ansvar der viser ansvar over for staten. Og staten har pligt over for borgerne til at føre skærpet tilsyn med borgernes private tendenser og straffe dem på plads hvis de ikke viser det passende hensyn til sig selv.
Vi har fået sundhed, men det har ikke været en gave. En gave skal ikke købes af egen lomme og menneskeheden har betalt en høj pris, og betaler i stigende grad en høj pris for sit sunde og sikre selv. Prisen for sundhed er nemlig registrering og en tilværelse under love og påbud der trænger dybt ind i territoriet hidtil kendt som privatlivets fred.
29. apr 2008 23:28
Jeg forstår virkeligt ikke dette indlæg; der er jo ingen konkrete eksempler på at vores privatliv krænkes! Og er det ikke grundlæggende godt, at vores samfund bliver sundere?
Og er det ikke rimeligt, at i et samfund, hvor fællesskabet betaler sygeforsikringen, at det selv samme fælleskab tager skridt der skal - ikke tvinge - men motivere folk til at leve sundere; både for folks egen skyld, men også fordi det koster millioner at have folk på hospitalet, istedet for på arbejdsmarkedet?
Og indlægget svarer ikke på det spørgsmål det selv opstiller: Hvad er det for en tankegang der lægger bag den fælles sygeforsikring? For at finde ud af dette, må man jo nok gå anderledes konkret til værks, end ved at citere Foucaults meninger om hvad der skete under pesten i det 14. årh. (hvor det vel pt ikke var borgere, der blev udstødt - Borgerskab var ikke på nogen måde udbredt på dette tidspunkt).
Og folk tvinges jo netop ikke til at være sunde. Alle jeg har set udtale sig om dette, mener at tilgangen til sygepleje skal være uafhængig af hvordan behovet er opstået; rygende, fedladne drankere får ligeså hurtigt og sikkert behandling som grøntsagsgnaskende motionister. Så hvordan krænkes vi konkret?
Efter læsning af indlægget står man tilbage med en fornemmelse af, at forfatteren blot har villet kritisere, uden at have nogen personlige oplevelser eller statistisk-historisk viden at substantiere kritikken med. Resultatet er en tom kritisk holdning, der ikke viser hen til andet end den kritiske attitude selv. Hvis en sådan attitude skal føre nogen vegne, må den kobles med en vilje til at undersøge, til at se hvad der faktisk foregår. Så hvad er det egentligt, konkret forfatteren har noget imod?
9. maj 2008 11:54
@Nis Undskyld det sene svar, jeg har været ude at jogge.
Et samfunds sundhed kan måles på mange måder. I et samfund hvor man ikke kan bestemme sine egne spise, motion og fornøjelsesvaner er den folkelige sundhed truet i en anden (måske højere) grad end i et samfund hvor alle levede til de var 100.
Indlægget indeholder konkrete eksempler på at vores privativ bliver krænket; når dit forhold til din egen person underlægges kontrol af en bekymret autoritet er dit privatliv krænket. Denne bekymring er ikke blot motiverende men i allerhøjeste grad en tvang; love er tvingende.
Tankegangen som ligger bag sygesikringen er ifølge forfatteren en kompleks størelse der kan beskrives som bekymring, men bekymring for hvad og for hvem? Dem som du nævner at du har talt med er ikke dem jeg kommenterer på, at der skal være lige adgang til behandling er fint, men et pseudospørgssmål som egentlig peger meget godt hen til problemets kerne. Hvis man gerne vil 'være sund' er det fremragende at der er muligheder for at forsunde sig, men går sundhedstankerne en imod må det være ens eget valg at gå en anden vej. Hvorfor er det imidlertid ikke det? og hvorfor skal det være det i endnu mindre grad? Her henviser jeg til den spedalske udstødning, hvor de syge blev udstødt og isoleret udenfor samfundet og peger på den ændring, der sker under pesten hvor befolkningen(borgere og hvad de ellers var) blev registret og isoleret inden for samfundet, i deres egne stuer. Tanken og kritikken er fremkomsten af samfundsborgeren eller indbyggeren om du vil, mennesket er blevet en ressource for staten og i sine egne øjne. Staten trues altså nu dobbelt af sygdom; både på den, så at sige, direkte facon ved belastning af et sygdomsvæsen, men også ved at det producerende element(det enkelte syge menneske) nu er 'ude af drift'. Folkesundhed er ikke kun en altruisitisk og kristen tanke om at medmenneskerne forhåbentligt har det godt, men en bekymrende instans, med underafdelinger som sundhedsstyrelsen der skal sikre at 'the human ressource' virker. Denne måde at bygge et samfund på er grundlæggende dårlig og fremmedgørende for de indvoldverede parter som ikke opfodres til at deltage, tage del, i samfundet som andet end et veltrimmet tandhjul, nu med selvrens.
håber det var lidt afklarende, ellers må du jo skrive igen.
BB
12. maj 2008 00:41
Nu har jeg genlæst indlægget, og BB's svar på min kommentar - men jeg kan ikke påstå at noget er blevet klarere; snarere tværtimod.
Det virker somom BB mener at staten tvinger os til at blive sunde på alle mulige måder; jeg spørger: Hvilke? Jeg kan ikke se at staten tvinger os til noget som helst på det område; tværtimod. Jeg bliver ikke straffet, når jeg er ved at dø af rygning, men får den bedste og dyreste behandling. Derfor spurgte jeg efter konkrete eksempler på love, der påbyder os, at holde os sunde. Jeg kender ikke nogen; men jeg kan godt finde modeksempler: f,eks. at prisen på cigaretter og alkohol blev sat ned med næsten en tredjedel for et par år siden. Ligeså at systemet er sådan, at du – alt andet lige – får mere ud af det, jo mere usundt du har levet. Hvordan kan dette være en straf?
Og hvordan kan det være, at der startes med at spørge til hvilken tankegang der ligger bag den store fokus på sundhed, og der (øjensynligt?) sluttes med en konklusion om, at det er staten der styrer denne tankegang. Men staten bestemmer vel ikke hvad der tænkes? Hvis noget, så er politikere, bureaukrater og sundhedspersonale del af en større diskurs om sundhed – som vel blandt andre ting indeholder den rigtige formodning, at sundhed er en del af ethvert godt liv.
Men fokuseringen på staten er også forkert af andre grunde. Lad os tage et eksempel. Hvis jeg begyndte at ryge, drikke og spise, til et niveau, hvor jeg ikke kunne klare mig selv mere, dvs ikke kunne tjene penge, ikke kunne gå pga overvægt, ikke kunne overholde en aftale pga promillen osv, ville jeg akkurat ikke blive udstødt som borger på nogen måde. Jeg ville tværtimod nu meget aktivt kunne udøve mine sociale rettigheder; blive behandlet på sygehuset, få financiel understøttelse, andre tilbud om behandling osv. Og min stemmeret ville også være sikret. Såfremt der ville forekomme en udstødelse, ville den ikke komme fra staten, men fra min sociale omgangskreds; måske i form af generel ringeagtelse, og sikkert ville det formentligt blive meget svært at finde nogen at dyrke sex med, og endnu sværere at finde faste partnere; andre end dem staten stiller til rådighed!
Og jeg kan intet galt se i, at sundhedssektoren ser os som en resource; vi ER jo resourcer for staten. Det er da det mest selvfølgelige, at dette skal spille en rolle. Men ligeså rigtigt som det er at vi er resourcer, lige så forkert ville det være at påstå, at vi KUN er resourcer. Det giver ingen mening at sige, at politikere, sundhedspersonale, bureaukrater osv ikke forsøger at gøre det godt for os – og at sundhedssystemet som helhed ikke udtrykker dette i sin nuværede form og i sin oprindelse.
I det hele taget lider det BB's indlæg af en frygtelig paranoia, som jeg tror er en misforståelse hele vejen ned; den tror at vi grundlæggende er helt frie (dvs liberale) væsner, som, hvis vi blot ikke blev holdt tilbage af en ond, udefrakommende magt, ville være absolut lykkelige. Hvis en blog som denne skal have nogen mening, må det vel være for at stille spørgsmål til denne fuldstændigt gængs accepterede – endda allermest hos den nuværende regering! – forestilling om mennesket, som i omverdenen ikke ser andet end trussel, fordi det grundlæggende ikke ser sig selv som en del af verden. Derfor kan BB heller ikke se det som andet end negativt, når denne verden bekymrer sig. Hvis man ikke kan andet end frygte bekymring, er det måske fordi ens begreb om verden er omverden, og at det dertilhørende subjekt derfor essentielt er verdensløst.
Kort sagt tror jeg BB’s indlæg er forkerte i deres ’empiriske’ observationer: at vi pålægges love, der straffer os hvis vi ikke er sunde, og at staten skulle være hovedaktøren i sundheds-tænkningen. Og endnu mere forkert finder jeg den atomistiske, afrevede forstilling om mennesket, der ser ud til at lægge til grund for det hele.
12. maj 2008 13:43
@nis
Den behandling du får når du er syg har du selv betalt for gennem din skat og din rådighed for staten. Du efterlyser lovgivning der tvinger os til at være sunde der er anti ryge love der er love mod hash, kokain, heroin etc. Indtil for ikke længe siden var der love mod homoseksualitet fordi det var en 'syg' seksualitet! Der er love der påbyder sikkerhedssele, der er love om hjelm etc. Det er forbudt at begå selvmord!!
Den dybere tanke er det rigtigt nok ikke regeringen der står bag, jeg indrømmer at dette ikke har været klart nok, men det er regeringen der udtrykker den i lovgivningen og det er i vores forhold til regeringen at oplever en tvang. Den dybere tanke er rigtigt nok allerede dybt integreret i vores måde at se os selv på, vores drømme om det gode liv, vores ide om lykke. Disse indelholder som reel ønsket om fraværet af sygdom, det er rigtigt. Men sundhed som den påbydes i denne tid er en overdreven form for prævention, der er i gang med at ensrette et helt samfund på en meget indtrængende måde. Både gennem direkte lovgivning, men også gennem mere 'subtile' former som idoler, begreber mm. kan tykke mennesker være lykkelige? kan rige mennesker med partner og to børn være utilfredse?
Måske fremgik det ikke tydeligt nok af det oprindelige indlæg, men det var skrevet som en kommentar på en artikkel der foreslog endnu flere love nemlig love om tvungen motion, sunde kostvaner mm. Det er muligt at vi ikke KUN ses(både af regeringen og af os selv) som resourcer nu(selv om jeg ikke er lige så overbeist som du), men min intention er at pege på den tendens, der peger i retningen af at vi inden længe kun er resourcer.
Sunhedsfantismen er en lille del af en større fremmedgørelse overfor os selv, denne tendens, tanke, magt eller hvad man nu skal kalde den, er svær at få et fuldstændigt overblik over derfor tager jeg udgangspunkt i et sted den viser sig, synes jeg, sæligt tydeligt, nemlig i den stigende påtrægning sunheds'væsnet' udøver på os hver i sær.Det er også muligt at du mener at jeg lider af paranoide vrangforestillinger, men at tillægge mig atomiserende friheds tendenser, der kun går i spænd med et nøgent subjekt er simpelthen forkert. Det som jeg peger på er en uniformerende tænkning, der ikke kun kan modstilles et nøgent subjekt, men også enhver anden måde at være til på! Bare fordi jeg er alameret over den, medgivet, større tankegang der diciplinerer og styrer vores tanker og handlinger i en bestemt retning betyder det ikke at det eneste alternativ er en radikal frihed! Pointen er at når een takengang(eller måske særligt denne) bliver så dominerende som den omtalte fortrænges alle andre måder at være på, at tænke på. Din tanke synes at lide under en radikal binær forudsætning: enten er man tilhænger af komplet hengivenhed til enhver form for bestemmende kontrol og underkaster sig hengivent til al 'hjælp' samfundet tilbyder uanset hvor krænkende man føler det eller også er man tilhænger af en radikal frihedstænkning, der efterlader en i en verdensløs angstilstand. Jeg mener at der er mulighed for at være uenig i en ensrettende tænkning og statsautoriseret diciplinering uden dermed at forfalde til en 'afrivning' af verden.
Mvh
BB
12. maj 2008 15:12
@blogbestyreren
Jeg kunne godt tænke mig at vide - på et lidt overordnet plan, men med udgangspunkt i indlægget, hvorfor du ser sundhedsdiskursen så ensidigt ud fra tvang. F.eks. har de ingen statsfinansieret sundhedsordning i USA, så vidt jeg ved, og efterlader derfor de fattigste uden behandling. Og videre lidt i forlængelse med Nis, der tidligere kommenterede, tænkte jeg på, hvordan en samfundsindretning overhovedet kan blive mulig i en eller anden form for struktur og, ja, ensretning? Kunne man ikke se det danske sundhedsvæsen og den danske sundhedsdiskurs som positiv tvang på et eller andet plan?
18. maj 2008 22:07
@Søren
'Tvangstanken' er ikke tænkt som noget, der bliver os påbudt så meget som noget vi tilbyder os selv. Intentionen med indlægget er at påvise hvad der ligner en villighed til at lade sig bestemme ud fra en meget overordnet tanke om mennesket forklædt i objektivitet. En tanke, der synes at efterlade os i en upersonlig fysisk tilstand.
Som jeg skrev til Nis er det da rart at man kan få behandling, hvis man ønsker det, og for at svare dig passer det sikkert fint, at man betaler gennem skatten til det. Mine argumenter er ikke argumenter mod velfærdsstaten(!), men nærmere tanker om det behandledende væsen: sundhedsvæsnet. Når jeg ser det 'så ensidigt ud fra tvang' er det for at pege på en bestemmelse af os som 'sunde' når... En bestemmelse der begænser os til eet bestemt syn på os selv: Som værdifulde, eller sunde, når vi er i een bestemt tilstand. Og at når denne tilstand trues må en lovgivning gribe ind for at tvinge sundheden igennem. Men hvad vil det sige at være sund? Og burde alle ikke være interesserede i at være sunde, hvis det er så godt?
Sundhedsvæsnet er en fokuseret dikotomi mellem sund og usund; en økonomisk instans, der ikke bliver udspurgt om sine værdiset. Jeg prøver blot at undersøge den, synes jeg, pudsige agression, der synes at gennemstrømme dette offiielt samaritiske væsen.
18. maj 2008 22:33
@Søren
Der er lovgivning der er god fx en lovgivning der beskytter de svage fra de stærke lovgivning der giver plads til at forfølge sine drømme.
Det danske sygehusvæsen er tænkt som en mulighed for at alle, der har brug for det kan få behandling, det er en god tanke. Sundhedsvæsnet er anderledes bestemmende især hvis vi tager de 'psykisk syge' med i vores evaluering af sund og usund. Den syges liv er bestemt og målt udfra dennes evne til at passe ind i samfundet (denne evner er hovedsageligt bestemt ud fra ens evne til at være til rådighed på arbejdsmarkedet). Der bliver med andre ord ikke ændret i samfundet, men i den syge, der ikke kan tilpasse sig. Denne bliver 'fjernet' enten ved 'behandling' (som i Danmark) eller udstødelse (som andre steder). Jeg tvivler ikke (så meget) på de gode intentioner, men resultatet bliver det samme: en syg >< rask dikotomi, der ender i marginalisering og eller udstødelse.