Fra et anderledes udgangspunkt fortsætter dette indlæg i kølvandet på indlægget fra i går.

”Uden tvivl er antallet af frihedsrum, hvori borgeren i en moderne stat har valgfrihed, yderst begrænset.”

H.-G. Gadamer, Den trefoldige oplysning

Selvom samfundsborgeren er presset – som vi tidligere hævdede med en reference til Hannah Arendt – og hans ’frihedsrum’ ligeledes, ligger løsningen på denne pression i menneskets samfundsmæssige væren. Det vil sige, at der i samme problematik findes en mere oprindelig forståelse af, hvilke muligheder mennesket har end blot at se på samfundsborgeren som arbejdsmæssig produktivitetskilde. Dette er mere eller mindre hovedbudskabet i den tyske filosof Gadamers essay Den trefoldige oplysning. Her kobles forestillingen om frihed sammen med menneskets politiske ageren. Det samme gør Heidegger i skriftet Spørgsmålet om teknikken. Men hvor Gadamer hævder, at det der kan samle mennesket (i dets ’samfundsmæssige væren’) og samtidig kan give det frihed, er sproget (”Fordi mennesket har sprog, er det befriet for det nærværendes umiddelbare anmasselse. Det kan vælge.”), finder Heidegger friheden i det vi kalde den konkrete værenshistoriske samtid. Hvad de nærmere mener her, kan vi ikke gå ind på, men spørge: hvordan kan man ud fra deres tolkning af ’manglen på frihedsrum’ eller ’den pressede borger’ forholde sig til konflikten inden for samfundet?

Hvor Gadamer med udgangspunkt i begreberne om dannelse og solidaritet (som vi skal opdyrke og udvikle hos samfundsborgerne) ikke mener, at vores evne til at forstå, respektere og leve med hinanden for bestandigt og endeligt kan ødelægges (uden at selve muligheden for medmenneskelig forståelse og samfundsopbygning forsvinder), og således især prøver at give problemet en mere eller mindre konstruktiv løsning, graver Heidegger sig dybere ned mod det, han ser som kernen af problemet. Han ser nemlig den tekniske forforståelse, som vi moderne tager med os til samfundets midte som selve faren for samfundslivet. Hvad er da den moderne tekniks væsen? Kort sagt, kan vi se det ud fra Nietzsches begreb om viljen til magt, der sætter mennesket på den ’døde guds’ plads. Alt fortolkes da ud fra menneskets målestok – og det har skabt de moderne massesamfunds selvforståelse. Nemlig billede af det arbejdende menneske, der bl.a. udnytter naturen, som mennesket slet og ret.

Men ved at angribe den (’tekniske’) tilstand, som man ikke bryder sig om, med den samme tilstands midler, får man aldrig brudt med de præmisser, som faktisk burde afvises, men bekræftet deres verdensforståelse.

Et eksempel på det er f.eks. visse gruppers kamp imod det, som de anser for at være ’synsforurening’ i det offentlige rum. Ved at klistre store, røde mærkater med ordene ’ingen reklamer, tak’ oven på de mange udendørs reklamestandere, som er blevet placeret over hele København inden for de sidste par år, gjorde gruppen for kort tid siden opmærksom på, at de ikke ville finde sig i, at det offentlige rum skal udnyttes kommercielt og at portrætteringen af de mange indbydende ting, som reklamerne skal få os til at købe, stresser os og at vi ikke kan vælge dem fra.

Men under hele denne aktion blev reklamestandere benyttet til at videreformidle et budskab. En reklamestanders funktion er at vise noget frem, der skaber effekt. Anti-reklamerne ændrede derfor ikke vores ’tekniske’ forforståelse af, hvordan det offentlige rum kan se ud, men bekræftede faktisk reklamestandernes eksistens ved at bruge dem til det, som de altid bruges til, nemlig at sprede budskaber og forsøge at påvirke. Hvad man altså end mener om reklamer i det offentlige rum, ser man nu, at aktionerne imod reklamerne ender med at udtrykke sig inden for samme præmisser som reklamerne.

Heidegger foreslår, at man skal besinde sig på den tilstand, man befinder sig i, f.eks. tilstanden hvor der ikke levnes meget handlefrihed massesamfundsborgeren, for derudfra at kunne tænke udover den, for at kunne forestille sig noget anderledes, et egentligt alternativ. Hvordan man så gør det, er spørgsmålet. Og så kan vi starte forfra – jo mindre vi forstår, at disse tanker allerede er en nødvendig begyndelse…

Nultolerancepolitikken er det eneste svar på den eksploderende bandevirksomhed.

Marlene Harpsøe,  DF, medlem af Folketingets retsudvalg

(Jyllandspostens netavis, d. 25.01.08 )

Det er virkelig sært, at et ord som nultolerance, der fraskriver sig enhver form for nuanceret eftertanke, kan blive et plusord.

 Jørn Lund, sprogforsker

(Informations netavis, d. 22.02.08)

Nultolerancepolitikken betyder grundlæggende, at selv de mindste forseelser og lovovertrædelser skal straffes hurtigt, bestemt og hårdt. Meningen er den enkle, at der skal ’sendes et signal’ til lovovertræderen om, at selv ved en lille afvigelse fra reglerne ’falder der brænde ned’. Nultolerancepolitikken er udtryk for det bestående samfunds mest arrogante selvhævdelse, fordi det lukker af over for en vigtig refleksion over samfundets indretning og dets problemer, da det nemlig i de allerede etablerede samfundsstrukturer kun mener at kunne finde én løsning til alle onder: nemlig afstraffelse og fængsling.

Nultolerancepolitikken er ret uinteressant at diskutere, da kriminologer i lang tid har afvist dens effekt (hårde straffe fører til øget marginalisering, gruppedannelse inden for kriminelle subkulturer, der skaber yderligere kriminalitet osv.). Hvad der derimod synes mere opsigtsvækkende er, at antallet af dens fortalere ikke bliver mindre af den grund. Dette skyldes det mellemled, der er nødvendigt for nultolerancepolitikkens stadige overlevelse. Mellemleddet udgøres af massemedierne. Når der opstår konflikter i samfundet, er medierne hurtige med billeder af brændende biler og malende beskrivelser af ødelæggelser. Konflikten er spændende og den vil trække læsere, seere og lyttere til. Detaljegraden er høj. Aviserne trykker de mange tal, der (som det skete under de sidste uroligheder, der fandt sted flere steder i landet) angiver antal brande, deres geografiske placering og antallet af anholdte. Faktisk er detaljegraden og tidsforbruget, der bliver givet (i en ellers evigt-tidspresset nyhedsdækning) så omfattende, at der sjældent mangler oplysninger om de mistænktes etnicitet, alder, køn og miljøtilknytning.

Massemedierne er gode til at se på en begivenhed, om det drejer sig om en konflikt, selvom det langt fra er alle konflikter, der er lige interessante. De bedste konflikter er dem, der er nye – helst så nye som overhovedet muligt: ”TV 2 NEWS opdaterer fire gange i timen - og dermed får danskerne nyheder, både når de sker, og når de udvikler sig.” (www.news.tv2.dk)  ’Når de udvikler sig’-sætningen er mindst lige så prestigefuld på tv- og netbaserede nyhedsredaktioner som den er forskruet. Sæt nu, man kunne transmittere direkte fra et mord, imens det blev begået, eller en voldtægt, imens den stod på, imens den ’udviklede sig’. Da ville det blive nødvendigt hurtigt at få fat i en politiker, der skulle forholde sig til de bloddryppende billeder med det samme. Journalisten og politikeren har da hver deres rolle. Journalisten som den roligt betragtende og registrerende part, der viser ’det, der sker’, afdækker problemet eller konflikten og politikeren, der skal fortolke virkeligheden og aktivt forholde sig til den, løse problemet. Alt dette synes at ligge i ’når de udvikler sig’-sætningens logik.   

Eksemplet virker ikke troværdigt og dog ser man logikken i brug dagligt. I den rette kontekst bliver et skur i brand i Kalundborg til en så væsentlig brik i en konflikt, at massemedierne må frem til gerningsstedet og filme flammerne. Vi har således den sidste tid set mange billeder af brændt materiel fra nogle af de større og største danske byer. Og det er her nultolerancepolitikken kommer ind i billedet. Politikerne afkræves hurtige svar – gerne meget korte svar, der passer ind i en presset sendeflade, der også skal have plads til omtalen af en berlinsk babybjørn og en utroskabsskandale i den amerikanske præsidentvalgkamp. Og spørgsmålene serveres næsten som i sport: ’Du er medlem af Folketingets retsudvalg, hvad føler du nu, du ser disse billeder af et brændende skur?’ Tilhængerne af nultolerancepolitikken er ikke i tvivl: de unge bøller skal hurtigst muligt væk fra gaden og spærres inde et sted i lang tid, hvor de ikke har adgang til tændstikker. Her slutter massemediernes arbejde ifølge dem selv. For nu har de vist befolkningen den barske virkelighed og samtidig har de leveret løsningen, nemlig ved at adspørge og ’konfrontere’ dem, der løser samfundets problemer via lovgivningen.

Men massemedierne, der ellers aldrig under sig selv en ledig stund (”Lukkeloven for nyheder er ophævet med TV 2 NEWS”, siger TV 2 News siger på deres hjemmeside) og altid er i gang med at informere og ikke mindst opdatere befolkningen, holder sig fra at gøre arbejde færdigt. Som Erik Lund, Afdelingsforstander fra Danmarks Journalisthøjskole, siger: ”Mange ved efterhånden hvordan et gadebål ser ud, men meget få ved, hvorfor de antændes.  Det er en lang og kompliceret sag.” ( Mennesker og Medier, P1, d. 22.02.08)

Da nultolerancepolitikken ikke forholder sig til problemernes løsning, ja, da den derfor reelt ikke forholder sig til problemet overhovedet, men udelukkende er udtryk for patosytringer, der udtrykkes i håbet på at høste stemmer, bør en politiker, der – som Marlene Harpsøe i det indledende citat – gør sig til talsmand for nultolerancepolitikken enten slet ikke få ordet eller blive mødt med strenge, kritiske krav om nuancering. Nultolerancepolitikkens propaganda kan kun bremses med massemediernes mellemkomst og deres kritik, da det er de selv samme medier, der besidder redskaberne, der skaber nultolerancepolitikkens store symbolpolitiske effekt.     

En naiv sjæl kunne forestille sig, at mediernes ivrige fokus på problemer og konflikter var båret af et håb om at få disse problemer løst. F.eks. ved at gennemanalysere deres årsager. I stedet serverer massemedierne ren retorik og efterlader borgeren i et informationskaos og efterlader de marginaliserede grupper endnu mere marginaliserede. Det er ikke nødvendigvis altid rigtigt at sandheden er ilde hørt. Men som regel er den kompleks og derfor ganske kedelig.