Nekrologer over endnu levende

Døden er ikke nem at formidle. Den gør sig dårligt på TV. Som mediestof er den der netop ikke. Og af den døde er den kun en bevægelsesfattig kiste eller arkivmateriale tilbage. Nej, den bedste nekrolog, altså den som man under alle omstændigheder må trykke, er lige-ved-og-næsten-nekrologen. Som man kunne læse i går, d. 6.03.08, på stort set alle landets netaviser (Politiken, Berlingske, Jyllandsposten, BT, Ekstra Bladet, Metroexpress…), er ”Patrick Swayze dødssyg af kræft”. For Patrick går endnu rundt på benene, vi kan se ham og der kan tages billeder af en fordømt. I sin mest private stund er hele hans liv og situation blevet offentlig. Ifølge medierne har han en specielt aggressiv kræft, der ikke levner den angrebne mange chancer. Hans liv kan nu (ifølge rygterne) tælles i måneder.

For et par uger siden så en anden overskrift således ud: ”Elizabeth Taylor er ved at dø”. Detaljerne er her ikke så spændende, men der står dog, at ”Taylors lever og nyrer skal have taget uoprettelig skade af de mange stærke præparater og tilstanden er angiveligt ved at være livstruende.” Overskriften burde måske nok have været, at Taylor angiveligt er ved at dø, hvis man skal følge udsagnet i sidste citat, men på den anden side: hvem er ikke ved at dø, hvis vi skal se heidegger’sk på sagen?

Forleden udsendte Ekstra Bladet den betonpoetiske spiseseddel ’han har HIV’ med billedet af en musiker. Men det blev dog indrømmet, at HIV i dag ikke er noget, man bare dør af (i Danmark), men at der findes medicin, så de smittede kan leve mange år (til ærgrelse for journalisten, der skrev artiklen?). Men idéen med denne ’nyhed’ som med de andre er at placere en person – et menneske – i et grænseland. I offentligheden må disse personer finde sig i at blive omtalt som døde, selvom de faktisk lever – en brutalitet hvis radikalitet vi dårligt nok kan forstå og derfor sjældent studser over. Selvom disse personer stadig lever, viser overskrifterne tydeligt, at de er på vej væk fra os andre. Os der ikke dør?