Medierne og nultolerancepolitikken

Nultolerancepolitikken er det eneste svar på den eksploderende bandevirksomhed.

Marlene Harpsøe,  DF, medlem af Folketingets retsudvalg

(Jyllandspostens netavis, d. 25.01.08 )

Det er virkelig sært, at et ord som nultolerance, der fraskriver sig enhver form for nuanceret eftertanke, kan blive et plusord.

 Jørn Lund, sprogforsker

(Informations netavis, d. 22.02.08)

Nultolerancepolitikken betyder grundlæggende, at selv de mindste forseelser og lovovertrædelser skal straffes hurtigt, bestemt og hårdt. Meningen er den enkle, at der skal ’sendes et signal’ til lovovertræderen om, at selv ved en lille afvigelse fra reglerne ’falder der brænde ned’. Nultolerancepolitikken er udtryk for det bestående samfunds mest arrogante selvhævdelse, fordi det lukker af over for en vigtig refleksion over samfundets indretning og dets problemer, da det nemlig i de allerede etablerede samfundsstrukturer kun mener at kunne finde én løsning til alle onder: nemlig afstraffelse og fængsling.

Nultolerancepolitikken er ret uinteressant at diskutere, da kriminologer i lang tid har afvist dens effekt (hårde straffe fører til øget marginalisering, gruppedannelse inden for kriminelle subkulturer, der skaber yderligere kriminalitet osv.). Hvad der derimod synes mere opsigtsvækkende er, at antallet af dens fortalere ikke bliver mindre af den grund. Dette skyldes det mellemled, der er nødvendigt for nultolerancepolitikkens stadige overlevelse. Mellemleddet udgøres af massemedierne. Når der opstår konflikter i samfundet, er medierne hurtige med billeder af brændende biler og malende beskrivelser af ødelæggelser. Konflikten er spændende og den vil trække læsere, seere og lyttere til. Detaljegraden er høj. Aviserne trykker de mange tal, der (som det skete under de sidste uroligheder, der fandt sted flere steder i landet) angiver antal brande, deres geografiske placering og antallet af anholdte. Faktisk er detaljegraden og tidsforbruget, der bliver givet (i en ellers evigt-tidspresset nyhedsdækning) så omfattende, at der sjældent mangler oplysninger om de mistænktes etnicitet, alder, køn og miljøtilknytning.

Massemedierne er gode til at se på en begivenhed, om det drejer sig om en konflikt, selvom det langt fra er alle konflikter, der er lige interessante. De bedste konflikter er dem, der er nye – helst så nye som overhovedet muligt: ”TV 2 NEWS opdaterer fire gange i timen - og dermed får danskerne nyheder, både når de sker, og når de udvikler sig.” (www.news.tv2.dk)  ’Når de udvikler sig’-sætningen er mindst lige så prestigefuld på tv- og netbaserede nyhedsredaktioner som den er forskruet. Sæt nu, man kunne transmittere direkte fra et mord, imens det blev begået, eller en voldtægt, imens den stod på, imens den ’udviklede sig’. Da ville det blive nødvendigt hurtigt at få fat i en politiker, der skulle forholde sig til de bloddryppende billeder med det samme. Journalisten og politikeren har da hver deres rolle. Journalisten som den roligt betragtende og registrerende part, der viser ’det, der sker’, afdækker problemet eller konflikten og politikeren, der skal fortolke virkeligheden og aktivt forholde sig til den, løse problemet. Alt dette synes at ligge i ’når de udvikler sig’-sætningens logik.   

Eksemplet virker ikke troværdigt og dog ser man logikken i brug dagligt. I den rette kontekst bliver et skur i brand i Kalundborg til en så væsentlig brik i en konflikt, at massemedierne må frem til gerningsstedet og filme flammerne. Vi har således den sidste tid set mange billeder af brændt materiel fra nogle af de større og største danske byer. Og det er her nultolerancepolitikken kommer ind i billedet. Politikerne afkræves hurtige svar – gerne meget korte svar, der passer ind i en presset sendeflade, der også skal have plads til omtalen af en berlinsk babybjørn og en utroskabsskandale i den amerikanske præsidentvalgkamp. Og spørgsmålene serveres næsten som i sport: ’Du er medlem af Folketingets retsudvalg, hvad føler du nu, du ser disse billeder af et brændende skur?’ Tilhængerne af nultolerancepolitikken er ikke i tvivl: de unge bøller skal hurtigst muligt væk fra gaden og spærres inde et sted i lang tid, hvor de ikke har adgang til tændstikker. Her slutter massemediernes arbejde ifølge dem selv. For nu har de vist befolkningen den barske virkelighed og samtidig har de leveret løsningen, nemlig ved at adspørge og ’konfrontere’ dem, der løser samfundets problemer via lovgivningen.

Men massemedierne, der ellers aldrig under sig selv en ledig stund (”Lukkeloven for nyheder er ophævet med TV 2 NEWS”, siger TV 2 News siger på deres hjemmeside) og altid er i gang med at informere og ikke mindst opdatere befolkningen, holder sig fra at gøre arbejde færdigt. Som Erik Lund, Afdelingsforstander fra Danmarks Journalisthøjskole, siger: ”Mange ved efterhånden hvordan et gadebål ser ud, men meget få ved, hvorfor de antændes.  Det er en lang og kompliceret sag.” ( Mennesker og Medier, P1, d. 22.02.08)

Da nultolerancepolitikken ikke forholder sig til problemernes løsning, ja, da den derfor reelt ikke forholder sig til problemet overhovedet, men udelukkende er udtryk for patosytringer, der udtrykkes i håbet på at høste stemmer, bør en politiker, der – som Marlene Harpsøe i det indledende citat – gør sig til talsmand for nultolerancepolitikken enten slet ikke få ordet eller blive mødt med strenge, kritiske krav om nuancering. Nultolerancepolitikkens propaganda kan kun bremses med massemediernes mellemkomst og deres kritik, da det er de selv samme medier, der besidder redskaberne, der skaber nultolerancepolitikkens store symbolpolitiske effekt.     

En naiv sjæl kunne forestille sig, at mediernes ivrige fokus på problemer og konflikter var båret af et håb om at få disse problemer løst. F.eks. ved at gennemanalysere deres årsager. I stedet serverer massemedierne ren retorik og efterlader borgeren i et informationskaos og efterlader de marginaliserede grupper endnu mere marginaliserede. Det er ikke nødvendigvis altid rigtigt at sandheden er ilde hørt. Men som regel er den kompleks og derfor ganske kedelig.