Lad os ytre os frit!

Under Muhammed-krisen i 2006 oplevede man, at nogen - meget skuffende - sagde, at godt nok er der ytringsfrihed, men... Men der er ikke plads til noget "men." Enten har man ytringsfrihed, eller også har man ikke.

Thor Pedersen, folketingsformand, til Jyllands-Posten

(citeret efter news.tv2.dk, d. 15.02.08)

Men under alle omstændigheder ser regeringen med stor alvor på ethvert anslag mod ytringsfriheden. I Danmark er der frihed til ikke blot at tænke og tale, men også at tegne, som man vil. Regeringen vil stå vagt om ytringsfriheden, som er selve grundlaget for et frit folkestyre. (min fremhævning)

Anders Fogh Rasmussen, statsminister,

(news.tv2.dk, d. 12.02.08)

I.

Grunden til at dette indlæg indledes med to næsten enslydende citater, er, at de er sagt af to af folkestyrets mest indflydelsesrige personer. Og yderligere: deres udsagn er ikke sande. Vi har ytringsfrihed i dette land, men den er ikke uindskrænket og man må derfor ikke skrive, tale og tegne, som man vil. At to af landets fremmeste statsmænd ikke kender til relativt letforståelige dele af dansk lovgivning er uheldigt. Juraprofessor Vagn Greve siger: ”Det var jo totalt misvisende, da statsministeren sagde, at ytringsfriheden ikke kan bøjes. Vi har haft masser af indskrænkninger af ytringsfriheden. Vi så det i 1971, da man, delvis pga. pres fra FN, ændrede racismeparagraffen, hvorefter vi ikke måtte tale grimt om negre, jøder osv. Da der var gået nogle år, fandt man ud af, at det var loge så slemt at sige noget grimt om homoseksuelle. Og så lavede man en tilføjelse i 1987, så vi heller ikke må tale nedsættende om forskellige seksuelle orienteringer. Den logiske konsekvens af udviklingen er, at vi også forbyder udtalelser, hvor vi for eksempel siger noget grimt om kvinder og deres intelligens.” (Weekendavisen, d. 29.02.08) Når vores politikere så belærer f.eks. muslimske landes ledere om vores uindskrænkede ytringsfrihed og umuligheden for domstolene i at gribe ind, når forskellige ytringer støder bestemte personer eller grupper, har de egentlig (med Vagn Greves ord) ’et svagt argument.’ I hvert fald synes stemningen hos en del politikere og aviser at være den, at det er vigtigere ikke at krænke ytringsfrihedens eventuelle krænkelser, end det er at stoppe visse udtalelser om bestemte grupper eller enkeltpersoner.  En stringent lovgivning ville vel give lov til at forhåne eller krænke alles følelser – i håbet om at kritik altid skal kunne ytres.

II.

Men fjernede man eksempelvis racismeparagraffen og de lignende ’ytringsfrihedsbøjende’ paragraffer, kunne vi da tale om og forsvare ytringsfriheden i sig selv? Og det er vel netop Ytringsfriheden med stort, Thor Pedersen og Anders Fogh Rasmussen ønsker at værne om? Skal man se på begrebet om ytringsfriheden med filosofiske briller, er det ikke nok at forstå, at det taler for retten til at tale frit eller som man vil. Derimod må vi medtænke, at ”ethvert begreb henviser til andre begreber, ikke kun i sin historie, men også i sin tilblivelse eller i sine aktuelle konneksioner” (Deleuze og Guattari, Hvad er filosofi?), hvilket betyder, at ytringsfriheden hele tiden befinder sig i bestemte situationer, brugt af bestemte mennesker og at vores forståelse af begrebet ændrer sig – ikke mindst i kraft af brugen af det. En af tankerne bag ytringsfriheden var, at den skulle give minoriteter og svage, undertrykte eller oppositionelle grupper i samfundet mulighed for at ytre sig; hvilket selvfølgelig ikke betyder at store aktører såsom store virksomheder eller Jyllandsposten, som landets største dagblad, ikke må benytte sig af ytringsfriheden, men deres konkrete placering i det offentlige rum kan ikke undgå at blive inkluderet i de diskussioner, der opstår under en konflikt, der handler om brugen af ytringsfriheden.   

III.

I kronikken, Arbejdets helt, i Politiken d. 28. februar stiller journalist og forfatter, Flemming Christian Nielsen, nogle af de spørgsmål, der før eller siden måtte blive stillet. Nemlig hvordan muligheden for den (såkaldte) almindelige dansker for at ytre sig frit er. Ytringsfrihedens prøve bliver aldrig, når et samlet folketing får spalteplads til at tage afstand fra pædofile og terrorister, hvilket er ligeså fornuftigt som det er let. Dem, der har lettest ved ytringsfrihed, er oftest dem, for hvem der ingen omkostninger er eller dem, der ytrer den herskende mening.

     Flemming Christian Nielsen siger i kronikken: ”Måske er det ret beset kun kunstnere og pensionister, der har ytringsfrihed. Pensionerede generaldirektører, overlæger og engang så pertentlige embedsmænd kan frit og resultatløst benytte sig af den. Men hvad med alle os, der som Kurt Westergaard er på det såkaldte arbejdsmarked – og helst i alle døgnets 24 timer er solidariske med virksomheden, går med dens slips, kører i dens bil, spiser dens mad og deltager i dens fitness-kurser?” Til dette kunne man sige, at hvis en person ønsker f.eks. at korrigere ledelsen på sin arbejdsplads eller at påpege fejl eller uretfærdigheder, kan han jo bare finde et andet sted af være. At dette er lettere sagt end gjort, viser sagen om den sociologistuderende, Mille Buch-Andersen, der sidste år afleverede speciale om Danmarks radios symfoniorkester. Et speciale, hvis kritiske indhold fik den studerendes vejleder, institutleder og dekan (efter heftig pres fra DR) til at tilbyde, at hun kunne ’få lov’ til at skrive de kritiske passager ud af specialet (se sagen beskrevet på www.information.dk/emne/mille-buchandersen og politiken.dk/indland/article446400.ece).

     Den specialeskrivende studerende skulle måske blot finde sig et nyt studie?

IV.

Vi bliver nødt til at dvæle lidt ved dette konkrete eksempel. Interessant er det ikke kun, fordi en studerende fik frataget sin (forskningsmæssige) ytringsfrihed, men sagens forløb i pressen (og netop i pressen og ikke sagens forløb med den studerendes senere klagesag og medhold). Her var faktisk en sag om brugen af ytringsfriheden inden for landets grænser (ikke mellem indenlandske avistegninger contra udenlandske afbrændinger af danske ambassader). I det offentlige medieunivers blevet sagen øjensynligt håndteret som ’besværlig’ (og hovedsageligt diskuteret i Dagbladet Information), fordi den krævede en del forklaring og desuden ikke var nem at sælge, da der tilsyneladende hverken var nogen store samfundsøkonomiske tab eller korporligt tilskadekomne. Men faktisk gav sagen netop politikerne og medierne muligheden for at give deres modige røst for ytringsfriheden til kende. Et andet eksempel der ligger tæt op ad det første, err sagen med de fem professorer på Københavns universitet, der offentligt beskrev taxameterordningens (at universitet modtager penge for antallet bestået elev) indirekte udhuling af kvaliteten i eksamenssituationerne, fordi den fik underviserne til at sænke kravene for at få de studerende til at bestå eksamen for at instituttet kunne få penge. Den ansvarlige minister, Helge sander, svarede med et angreb direkte rettet mod professorerne: Hvis de var med til at sænke kravene, kunne de fyres! (se f.eks. www.information.dk/95292) Hvilken måde at få folk, der ytrer sig om problemer i samfundet og i statsinstitutionerne, til at lukke munden.    

     Det offentlige rum har brug for, at problemer bliver omtalt. Men hvem kan faktisk tale i det offentlige rum? At talen i det offentlige rum, fokus i massemedierne og det politiske liv i høj grad er præget af diskursen om den ukrænkelige ytringsfrihed, behøver ikke at have en indflydelse på den ytringsfrihed, som folk som den sociologistuderende reelt har mulighed for at udøve. Gad vide, hvilken indflydelse den da har?