Kæmpeheterotopier

I en avisartikel i Dagbladet Information kunne man i weekenden (d. 26-27. april) læse artiklen Sådan kan man bo, hvis man har et valg. Artiklen gennemgik en stor undersøgelse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd står bag. Undersøgelsen handler om Danmarks elite, som består af 325.000 mennesker og som ikke kun er regnet ud efter indkomst, men også efter alder og uddannelse. At man har størst chance for at finde en repræsentant fra eliten, der bor i Dragør, Hørsholm eller Gentofte kommune – ligesom det ikke er let at finde en på f.eks. Bornholm eller Langeland – er nok ikke synderligt overraskende, selvom det faktisk er overraskende, at eliten, der f.eks. fylder 29,7 % af de bosiddende i Rudersdal kommune (mod kun 1, 5 % i Langeland kommune), faktisk i høj grad bor i ghettoer i Danmark. Ghettoer med god plads til grill i haven.

Hvorfor det er sådan, har vel – ligesom de bagvedliggende-strukturelle forklaringer – sine klare grunde, der ikke skal interessere os her, men derimod hvilke konsekvenser det har for det omkringliggende samfund. Bysociolog og professor, John Andersen, siger: ”Det er et kæmpe problem, hvis alle de ressourcestærke er koncentrerede i helt bestemt grupper. For det, at du bare har en lille gruppe folk med ressourcer og engagement og et politisk og socialt overskud, betyder utroligt meget i et lokalsamfund.” De offentlige steder og institutioner præges naturligvis af elitens tilstedeværelse, ligesom de præges af de socialt udstødtes tilstedeværelse i andre kommuner.

Foucault taler i foredraget Andre rum om de steder eller de rum, som i forbindelsen eller i samspillet med rummene eller stederne omkring dem, bliver til noget andet, end det de umiddelbart er. Disse rum kalder Foucault for heterotopier, rum, der er anderledes; andre rum. Rum som ikke er entydige i det udtryk, som de i deres arkitektoniske form og deres funktion har. Et berømt eksempel er kirkegården, der er som en by i byen. Kirkegården er de dødes torv, og det er der, vi går han, når vi vil gense dem, vi aldrig skal at se igen. Kirkegården er en heterotopi, fordi den ikke blot er en grøn have med grusgange, men dødens konkrete rum i de levende menneskers by.

Alt dette kan vi se i lyset af elitens ’beboelsesrum’. Hvilke rum ser de (store) dele af befolkningen, hvis de skulle finde på at tage forbi et af de store villaer i Nordsjælland? Måske ser de pga. øget polarisering i samfundet ikke blot et prangende hjem eller et hus, der skal skærme overklassen fra efterårsvindens susen. Et hus, som de måske før i tiden kunne have haft som nabo eller to gader væk, da opsplitningen imellem de riges og de fattiges huse endnu ikke så tydeligt kunne ses på kommunegrænser. Men i stedet kan de med taget på husets linjer følge konturerne af en måde af dele samfundet op på, der ekskluderer dem på samme måde som kirkegården.

Vi kan altså se villaen i det nordsjællandske som en heterotopi. Men da eliten ifølge Arbejdsmarkedets Erhvervsråd ønsker at bo med ligesindede, kan man forestille sig få, men velbjærgede kommuner i landet (hvor man kan vinde valg på at tale om sammenhængskraften) der fungerer som kæmpeheterotopier set igennem øjnene på ’rest’-laget i befolkningen. Med eliten bosiddende i Rudersdals kommune ønsker kommunens borgmester, Erik Fabrin, at kommunen skal blive landets bedste. Med det bedste serviceniveau på skoler, daginstitutioner og for ældre. Ligesom Dubai er byernes by, heterotopibyen par excellence, som du ikke kan forstå, er kæmpeheterotopierne byen eller kommunen, som kun kan indoptage socialklasse 1 i sin bløde og beskyttende favn. Foucault nævner flere kendetegn ved heterotopien. F.eks. at den kan fungere som ’den anden by’ som vi så med kirkegårdseksemplet eller at den kan synes lukket og åben på samme tid, hvilket passer udmærket på ’elite’-kommunen som kæmpeheterotopi. Som kommune i Danmark er den åben for alle, og dog. Kæmpeheterotopien er den kommune, der i de flestes øjne afspejler noget, der har lukket sig om sig selv, hvis rigdomme og tryghed den kun kan dele med de ligesindede (og ligebesiddende). Står denne heterotopi for det, som vi alle ønsker, men kun få kan få? Langtfra. At nogle mennesker tjener mere end andre osv. er ikke det grundlæggende problem her. Ligesom det langtfra er alles drøm at bo i Gentofte. Men det er meget få menneskers intention at bo i rum og omgivelser, der i sin elendighed spejler sig i kæmpeheterotopiens fortælling om det store smil. John Andersen karakterer situationen således: ”Man glemmer det klassiske ideal om byen, hvor vi kan gå tilbage til Athens polis med byen som et demokratisk rum, hvor de forskellige grupper skal dele et byrum og en politisk demokratisk forpligtethed over for hinanden. Den slags værdier er helt fraværende i dag.”

Hvad vil Foucault med heterotopibegrebet? Han vil fortælle os, at disse specielle rum er vigtige for fantasien. At andre slags rum er andre slags muligheder, livsmåder og andre syn på udfoldelse. For Foucault bliver skibet udtryk for den drøm om en bolig, der altid vil videre, der altid må videre, fordi bølgerne kræver det. Skibet er en heterotopi, der både er hjem og ikke-hjem, en måde at få ly på og en måde at være udsat på. Skibet kan derfor ses som rumlig fantasi. Men heterotopien er naturligvis ikke bare befriende. Den kan også skjule f.eks. ved at lade som om, der er nærhed i et rum, hvor der faktisk hersker afstand.

Kæmpeheterotopien i kommunestørrelse er en parodi på livet i det offentlige rum og det liv, som samfundsborgerne må leve sammen. Undgår vi at se på en elitekommune, som var den en kommune som alle andre, ser vi kæmpeheterotopien. For hvorfor er det dem, og kun dem, der varetager de job, der har størst indflydelse på hele samfundets virke, såsom erhvervsledere, undervisere, forskere, direktører, læger og psykologer, der skal væk fra de borgere, som de behandler, underviser og leder, når de har fri?