”Husk på, at du er skuespiller i et drama” II

Fra et anderledes udgangspunkt fortsætter dette indlæg i kølvandet på indlægget fra i går.

”Uden tvivl er antallet af frihedsrum, hvori borgeren i en moderne stat har valgfrihed, yderst begrænset.”

H.-G. Gadamer, Den trefoldige oplysning

Selvom samfundsborgeren er presset – som vi tidligere hævdede med en reference til Hannah Arendt – og hans ’frihedsrum’ ligeledes, ligger løsningen på denne pression i menneskets samfundsmæssige væren. Det vil sige, at der i samme problematik findes en mere oprindelig forståelse af, hvilke muligheder mennesket har end blot at se på samfundsborgeren som arbejdsmæssig produktivitetskilde. Dette er mere eller mindre hovedbudskabet i den tyske filosof Gadamers essay Den trefoldige oplysning. Her kobles forestillingen om frihed sammen med menneskets politiske ageren. Det samme gør Heidegger i skriftet Spørgsmålet om teknikken. Men hvor Gadamer hævder, at det der kan samle mennesket (i dets ’samfundsmæssige væren’) og samtidig kan give det frihed, er sproget (”Fordi mennesket har sprog, er det befriet for det nærværendes umiddelbare anmasselse. Det kan vælge.”), finder Heidegger friheden i det vi kalde den konkrete værenshistoriske samtid. Hvad de nærmere mener her, kan vi ikke gå ind på, men spørge: hvordan kan man ud fra deres tolkning af ’manglen på frihedsrum’ eller ’den pressede borger’ forholde sig til konflikten inden for samfundet?

Hvor Gadamer med udgangspunkt i begreberne om dannelse og solidaritet (som vi skal opdyrke og udvikle hos samfundsborgerne) ikke mener, at vores evne til at forstå, respektere og leve med hinanden for bestandigt og endeligt kan ødelægges (uden at selve muligheden for medmenneskelig forståelse og samfundsopbygning forsvinder), og således især prøver at give problemet en mere eller mindre konstruktiv løsning, graver Heidegger sig dybere ned mod det, han ser som kernen af problemet. Han ser nemlig den tekniske forforståelse, som vi moderne tager med os til samfundets midte som selve faren for samfundslivet. Hvad er da den moderne tekniks væsen? Kort sagt, kan vi se det ud fra Nietzsches begreb om viljen til magt, der sætter mennesket på den ’døde guds’ plads. Alt fortolkes da ud fra menneskets målestok – og det har skabt de moderne massesamfunds selvforståelse. Nemlig billede af det arbejdende menneske, der bl.a. udnytter naturen, som mennesket slet og ret.

Men ved at angribe den (’tekniske’) tilstand, som man ikke bryder sig om, med den samme tilstands midler, får man aldrig brudt med de præmisser, som faktisk burde afvises, men bekræftet deres verdensforståelse.

Et eksempel på det er f.eks. visse gruppers kamp imod det, som de anser for at være ’synsforurening’ i det offentlige rum. Ved at klistre store, røde mærkater med ordene ’ingen reklamer, tak’ oven på de mange udendørs reklamestandere, som er blevet placeret over hele København inden for de sidste par år, gjorde gruppen for kort tid siden opmærksom på, at de ikke ville finde sig i, at det offentlige rum skal udnyttes kommercielt og at portrætteringen af de mange indbydende ting, som reklamerne skal få os til at købe, stresser os og at vi ikke kan vælge dem fra.

Men under hele denne aktion blev reklamestandere benyttet til at videreformidle et budskab. En reklamestanders funktion er at vise noget frem, der skaber effekt. Anti-reklamerne ændrede derfor ikke vores ’tekniske’ forforståelse af, hvordan det offentlige rum kan se ud, men bekræftede faktisk reklamestandernes eksistens ved at bruge dem til det, som de altid bruges til, nemlig at sprede budskaber og forsøge at påvirke. Hvad man altså end mener om reklamer i det offentlige rum, ser man nu, at aktionerne imod reklamerne ender med at udtrykke sig inden for samme præmisser som reklamerne.

Heidegger foreslår, at man skal besinde sig på den tilstand, man befinder sig i, f.eks. tilstanden hvor der ikke levnes meget handlefrihed massesamfundsborgeren, for derudfra at kunne tænke udover den, for at kunne forestille sig noget anderledes, et egentligt alternativ. Hvordan man så gør det, er spørgsmålet. Og så kan vi starte forfra – jo mindre vi forstår, at disse tanker allerede er en nødvendig begyndelse…