Fra et anderledes udgangspunkt fortsætter dette indlæg i kølvandet på indlægget fra i går.

”Uden tvivl er antallet af frihedsrum, hvori borgeren i en moderne stat har valgfrihed, yderst begrænset.”

H.-G. Gadamer, Den trefoldige oplysning

Selvom samfundsborgeren er presset – som vi tidligere hævdede med en reference til Hannah Arendt – og hans ’frihedsrum’ ligeledes, ligger løsningen på denne pression i menneskets samfundsmæssige væren. Det vil sige, at der i samme problematik findes en mere oprindelig forståelse af, hvilke muligheder mennesket har end blot at se på samfundsborgeren som arbejdsmæssig produktivitetskilde. Dette er mere eller mindre hovedbudskabet i den tyske filosof Gadamers essay Den trefoldige oplysning. Her kobles forestillingen om frihed sammen med menneskets politiske ageren. Det samme gør Heidegger i skriftet Spørgsmålet om teknikken. Men hvor Gadamer hævder, at det der kan samle mennesket (i dets ’samfundsmæssige væren’) og samtidig kan give det frihed, er sproget (”Fordi mennesket har sprog, er det befriet for det nærværendes umiddelbare anmasselse. Det kan vælge.”), finder Heidegger friheden i det vi kalde den konkrete værenshistoriske samtid. Hvad de nærmere mener her, kan vi ikke gå ind på, men spørge: hvordan kan man ud fra deres tolkning af ’manglen på frihedsrum’ eller ’den pressede borger’ forholde sig til konflikten inden for samfundet?

Hvor Gadamer med udgangspunkt i begreberne om dannelse og solidaritet (som vi skal opdyrke og udvikle hos samfundsborgerne) ikke mener, at vores evne til at forstå, respektere og leve med hinanden for bestandigt og endeligt kan ødelægges (uden at selve muligheden for medmenneskelig forståelse og samfundsopbygning forsvinder), og således især prøver at give problemet en mere eller mindre konstruktiv løsning, graver Heidegger sig dybere ned mod det, han ser som kernen af problemet. Han ser nemlig den tekniske forforståelse, som vi moderne tager med os til samfundets midte som selve faren for samfundslivet. Hvad er da den moderne tekniks væsen? Kort sagt, kan vi se det ud fra Nietzsches begreb om viljen til magt, der sætter mennesket på den ’døde guds’ plads. Alt fortolkes da ud fra menneskets målestok – og det har skabt de moderne massesamfunds selvforståelse. Nemlig billede af det arbejdende menneske, der bl.a. udnytter naturen, som mennesket slet og ret.

Men ved at angribe den (’tekniske’) tilstand, som man ikke bryder sig om, med den samme tilstands midler, får man aldrig brudt med de præmisser, som faktisk burde afvises, men bekræftet deres verdensforståelse.

Et eksempel på det er f.eks. visse gruppers kamp imod det, som de anser for at være ’synsforurening’ i det offentlige rum. Ved at klistre store, røde mærkater med ordene ’ingen reklamer, tak’ oven på de mange udendørs reklamestandere, som er blevet placeret over hele København inden for de sidste par år, gjorde gruppen for kort tid siden opmærksom på, at de ikke ville finde sig i, at det offentlige rum skal udnyttes kommercielt og at portrætteringen af de mange indbydende ting, som reklamerne skal få os til at købe, stresser os og at vi ikke kan vælge dem fra.

Men under hele denne aktion blev reklamestandere benyttet til at videreformidle et budskab. En reklamestanders funktion er at vise noget frem, der skaber effekt. Anti-reklamerne ændrede derfor ikke vores ’tekniske’ forforståelse af, hvordan det offentlige rum kan se ud, men bekræftede faktisk reklamestandernes eksistens ved at bruge dem til det, som de altid bruges til, nemlig at sprede budskaber og forsøge at påvirke. Hvad man altså end mener om reklamer i det offentlige rum, ser man nu, at aktionerne imod reklamerne ender med at udtrykke sig inden for samme præmisser som reklamerne.

Heidegger foreslår, at man skal besinde sig på den tilstand, man befinder sig i, f.eks. tilstanden hvor der ikke levnes meget handlefrihed massesamfundsborgeren, for derudfra at kunne tænke udover den, for at kunne forestille sig noget anderledes, et egentligt alternativ. Hvordan man så gør det, er spørgsmålet. Og så kan vi starte forfra – jo mindre vi forstår, at disse tanker allerede er en nødvendig begyndelse…

Denne blog er i udgangspunktet helliget det grundlæggende samfundsmæssige, men afgjort også filosofiske spørgsmål: hvilken plads har mennesket i samfundet. Er samfundet det samme som det offentlige rum? Og er skellet imellem den private sfære og den offentlige sfære overhovedet (længere? Nogensinde?) meningsfuldt?

Store dele af den tyske filosof Hannah Arendts politisk-filsosofiske hovedværk, Menneskets vilkår, fremlægger netop en analyse af det moderne (vestlige) samfunds problemer. Problemer, der umuliggør bestemte væremåder og handlinger. Hun mener, at det moderne samfund, der har gjort det, der oprindeligt var den private sfære, offentlig og derfor er tanken om arbejdet, dét der skal sikre den ’private’ overlevelse, med tiden blevet den eneste eksistensberettigelse for samfundet.

Tanken om at det moderne massesamfunds indretning skaber en bestemt slags borger – med et bestemt sæt af spørgsmål og svar, kan vi med Freud kalde ubehaget i kulturen og den er naturligvis ikke ny, men vel ligeså gammel som selv samme massesamfund. Men borgeren, der som samfundsborger må befinde sig i det offentlige rum i de mange meningers hav, må – hvis han får en ledig stund fra arbejdet (som jo som bekendt både giver ham mening og identitet) – overveje sine muligheder.

Det er blevet sagt, at en radikal situation kræver radikale løsninger. Hvor finder vi dem? Vi finder dem eksempelvis i tænkningen i det romerske rige. Som Foucault flere gange nævnte mod slutningen af sit liv, kan vi nemlig i denne tænkning finde flere ligheder til det moderne massesamfund og de offentlige rum, hvor massemenneskerne mødes. Følelsen af at man i det romerske storrige havde tabt indflydelsen på sine samfundsmæssige og politiske omgivelser (i modsætning til den græske polis, for at udtrykke et simpelt modsætningsforhold) påvirker selvfølgelig måden, mennesker tænker over sin egen placering i samfundet på: dette kan eksemplificeres med den græsk-romerske stoiker, Epiktet. I Epiktets håndbog kan man læse følgende:

”Af tingene i verden er der nogle, der står i vor magt, og andre der ikke står i vor magt. I vor magt står opfattelse, tilbøjelighed, begær og modvilje, kort sagt, alt der er vort eget værk. Ikke i vor magt står legeme, ejendom, anseelse og ydre stilling, kort sagt. Alt det der ikke er vort eget værk.” (I)

Dette grundlæggende filosofiske udgangspunkt gentages konstant. Og den moderne samfundsborger kan heri se udfordringen for sig. Ikke fordi vi alle i dag er blevet stoikere og slet ikke fordi vi deler Epiktets forståelse. Men fordi det offentlige rum kun angår visse ting, f.eks. er det acceptabelt, at rummet kommercialiseres, at det kun er lovligt at ’udsmykke’ den københavnske metro, hvis man betaler for det. Og derfor er Epiktet (for at sige det lidt storladent) vores samtidige, fordi vi forstår hans svar, som et svar på problemer vi kender. For vores egen indre overskueligheds skyld sætter vi grænser op, for at vi kan forholde os til, hvor, hvordan og hvornår vi kan handle inden for det offentlige rum.

Hos Epiktet er den politisk-etiske forståelse helt ontologiseret. Dvs. den måde samfundet er på, skyldes naturens indretning eller verdens gang. Derfor kan Epiktet sige, at ”det der bringer mennesket ud af ligevægt, er ikke tingene selv, men deres meninger om tingene.” (V) Men selvom Epiktets mål med denne indstilling synes at være opnåelse af sindsro (som hos andre stoikere, såsom Seneca) og opretholdelsen af ligevægt, kender han også vanskeligheden herved, fordi den enkelte borgers rolle er så lille:

”Husk på, at du er skuespiller i et drama, og hvordan det skal være, bestemmer forfatteren. Vil han, det skal være kort, bliver det kort. Vil han, det skal være langt, bliver det langt. Hvis han vil, at du skal spille en tigger, må du også spille ham godt og ligeså en krøbling, en embedsmand eller en mening borger. Dit hverv er nemlig at spille den rolle, du har fået, godt. At vælge den er en andens sag.” (XVII)

Når færre og færre i dag er medlem af et politisk parti, færre læser aviser og deltager i det konkret-politiske virke som et samfundsengagement er, skyldes det så, at overblikket over den fælles omverden mangler og at det kaotiske trænger sig på? Føler vi i dag ikke længere, at vi selv er forfattere til vores rolle som samfundsborgere?

Nu deler diskussionen sig. Går to veje. Skal vi følge Epiktet og sige at borgeren hele tiden må se den offentlige sfære, som det, det er uhyre vanskeligt at udøve indflydelse på; mere korrekt: skal vi se den som det, det er uhyre vanskeligt at udøve indflydelse på, imens man bevarer muligheden for at være sig selv – og derfor koncentrere os om det, vi faktisk kan have indflydelse på? Og således med den franske forsker Pierre Hadot bl.a. i La Philosophie comme manière de vivre fokusere på den eneste filosofi, der i dag giver mening, nemlig den der har det liv for øje, som vi lever i praksis. Eller skal man genoverveje de vilkår, som den offentlige sfære hviler på og spørge med den slovenske filosof, Slavoj Zizek, hvordan altødelæggende naturkatastrofer og udslettelsen af alt menneskeliv for det moderne menneske er lettere at forestille sig end et anderledes samfund? I sig selv ganske vist et provokerende spørgsmål – men også et filosofisk.

Spørgsmålet om menneskets placering i samfundets midte er et spørgsmål om, hvad kan jeg gøre? Og Hvad bør jeg gøre? Som f.eks. ses i en moderne udformning i Foucaults begreb om omsorgen for sig selv. Men er det offentlige rum i dag så proppet med ’arbejdets logik’, dvs. at samfundsberettigelsen ligger i at sørge for, at mennesket kan fortsætte det arbejde, som det ikke kan forestille sig at være foruden, at vores rette placering som samfundsborgere kun kan være uden for samfundet eller i dets udkant?