Det stumme blik

”Vi har overbevist hinanden om, at vor samfundsform er en succes, i det lille hyggeland Danmark endda en helt særlig succes.”

(Salatens plasiklåg og global økonomi, politiken.dk, 3./3.08, http://politiken.dk/debat/kroniker/article477442.ece)

Som den opmærksomme artikkel af Jørgen Knudsen Salatens plasiklåg og global økonomi(politiken.dk, 3./3.08) påpeger befinder vi os under mistanke på daglig basis. Vores privatliv er væk og i kølvandet er privaltlivets hemmmeligheder og åbne(for inviterede) rum blevet erstattet af en kronisk offentlig mistænkliggørelse. Når en regerings svar på medievirksomheders brede strategi (salgssuccer fx i form af fokus på konflikt) er hurtige løsninger som: højere straffe, intensiveret overvågning og endda visitation uden arrestation(som er indbegrebet af visitationszonerne) og dermed ophævelsen af borgerens mulighed for at klage over uretfærdig frihedberøvelse, er et samfund i krise. Vi vil have hurtige løsninger på hvad der præsenteres som hurtige problemer.

Medierne kører hurtigt på historieløse konflikter: voldtægt, utroværdighed, bål og brand, alt sammen pakket i action og solgt lunt på torvet til de stemmeløse masser. Torvet hvor private offentligt kunne mødes og tale er blevet markedspladsen hvor det profitløse ikke er en gave og tanken sjældent kan følge med øjet.

Ved demokratiets fødsel havde en borger noget på hjertet, en borger var selv en del af statens styring. Borgeren var med til at tale, havde en stemme. Den moderne borgers stolte stemme sættes tavst, i hemmelighed bag et gardin i den lokale sportshal, hemmeligeheden bevares. Men hvorfor er det blevet til en hemmelighed hvad vi bruger vores stemme til?  Det at stemme skulle være at give udtryk for sine meninger, den sidste reelle mulighed for som person, rent faktisk at sige hvad man mener. Vores private mening om hvorledes offentligheden bør være er skamfuld og gemmes væk, den er ikke for alles øjne.

Hemmeligheden trang kunne grunde i skammen over ikke at vide hvad der foregår. Når alt er nyt er der ikke tid til at tænke, men det er der måske heller ikke brug for. Et liv af lærere som opfordrer en til at huske, medier som opfordrer til at kigge og politikere som opfordrer til at mene, er måske et liv i hvilket tænkning har mistet sin plads.

Hvis borgeren har mistet evnen til at tænke selv er det måske bedst at hun overvåges af en evigt bekymret overmagt. ”Når man ikke har ondt i sinde, kan man jo være ligeglad, ikke?”(ibid.)  et typisk svar til en kritisk eller blot nervøs røst over overvågningens indmarch. Et sådant svar plejer den ændring, der finder sted på et meget fundamentalt plan i den moderne (danske) borger. Men Hvad vil det sige at vi har mindre og mindre imod at blive overvåget? Og hvad er der i det hele taget så galt med at blive overvåget til at starte med? Som Jørgen Knudsen pøver at sige taler vores samfund til os hele tiden og vi svarer(som regel enten med moderat apati eller stigmatiseret modstand). Jørgen Knudsen gør opmærksom på at det stærke element af mistænkliggørelse, der er på spil i overvågningens natur, er udtryk for en ny måde at være borger på, at være menneske på.  Vi driver mod en form for transcendental mistanke mod vores medborgere og mod os selv, og vi tilegner os den hurtigt. Det kan ikke være et sundhedstegn fra en samling af mennesker, som prøver at skabe et samfund, at de alle sammen mistænker hinanden. Men det er endnu værre, at de mener at det er i orden.