Fra et anderledes udgangspunkt fortsætter dette indlæg i kølvandet på indlægget fra i går.

”Uden tvivl er antallet af frihedsrum, hvori borgeren i en moderne stat har valgfrihed, yderst begrænset.”

H.-G. Gadamer, Den trefoldige oplysning

Selvom samfundsborgeren er presset – som vi tidligere hævdede med en reference til Hannah Arendt – og hans ’frihedsrum’ ligeledes, ligger løsningen på denne pression i menneskets samfundsmæssige væren. Det vil sige, at der i samme problematik findes en mere oprindelig forståelse af, hvilke muligheder mennesket har end blot at se på samfundsborgeren som arbejdsmæssig produktivitetskilde. Dette er mere eller mindre hovedbudskabet i den tyske filosof Gadamers essay Den trefoldige oplysning. Her kobles forestillingen om frihed sammen med menneskets politiske ageren. Det samme gør Heidegger i skriftet Spørgsmålet om teknikken. Men hvor Gadamer hævder, at det der kan samle mennesket (i dets ’samfundsmæssige væren’) og samtidig kan give det frihed, er sproget (”Fordi mennesket har sprog, er det befriet for det nærværendes umiddelbare anmasselse. Det kan vælge.”), finder Heidegger friheden i det vi kalde den konkrete værenshistoriske samtid. Hvad de nærmere mener her, kan vi ikke gå ind på, men spørge: hvordan kan man ud fra deres tolkning af ’manglen på frihedsrum’ eller ’den pressede borger’ forholde sig til konflikten inden for samfundet?

Hvor Gadamer med udgangspunkt i begreberne om dannelse og solidaritet (som vi skal opdyrke og udvikle hos samfundsborgerne) ikke mener, at vores evne til at forstå, respektere og leve med hinanden for bestandigt og endeligt kan ødelægges (uden at selve muligheden for medmenneskelig forståelse og samfundsopbygning forsvinder), og således især prøver at give problemet en mere eller mindre konstruktiv løsning, graver Heidegger sig dybere ned mod det, han ser som kernen af problemet. Han ser nemlig den tekniske forforståelse, som vi moderne tager med os til samfundets midte som selve faren for samfundslivet. Hvad er da den moderne tekniks væsen? Kort sagt, kan vi se det ud fra Nietzsches begreb om viljen til magt, der sætter mennesket på den ’døde guds’ plads. Alt fortolkes da ud fra menneskets målestok – og det har skabt de moderne massesamfunds selvforståelse. Nemlig billede af det arbejdende menneske, der bl.a. udnytter naturen, som mennesket slet og ret.

Men ved at angribe den (’tekniske’) tilstand, som man ikke bryder sig om, med den samme tilstands midler, får man aldrig brudt med de præmisser, som faktisk burde afvises, men bekræftet deres verdensforståelse.

Et eksempel på det er f.eks. visse gruppers kamp imod det, som de anser for at være ’synsforurening’ i det offentlige rum. Ved at klistre store, røde mærkater med ordene ’ingen reklamer, tak’ oven på de mange udendørs reklamestandere, som er blevet placeret over hele København inden for de sidste par år, gjorde gruppen for kort tid siden opmærksom på, at de ikke ville finde sig i, at det offentlige rum skal udnyttes kommercielt og at portrætteringen af de mange indbydende ting, som reklamerne skal få os til at købe, stresser os og at vi ikke kan vælge dem fra.

Men under hele denne aktion blev reklamestandere benyttet til at videreformidle et budskab. En reklamestanders funktion er at vise noget frem, der skaber effekt. Anti-reklamerne ændrede derfor ikke vores ’tekniske’ forforståelse af, hvordan det offentlige rum kan se ud, men bekræftede faktisk reklamestandernes eksistens ved at bruge dem til det, som de altid bruges til, nemlig at sprede budskaber og forsøge at påvirke. Hvad man altså end mener om reklamer i det offentlige rum, ser man nu, at aktionerne imod reklamerne ender med at udtrykke sig inden for samme præmisser som reklamerne.

Heidegger foreslår, at man skal besinde sig på den tilstand, man befinder sig i, f.eks. tilstanden hvor der ikke levnes meget handlefrihed massesamfundsborgeren, for derudfra at kunne tænke udover den, for at kunne forestille sig noget anderledes, et egentligt alternativ. Hvordan man så gør det, er spørgsmålet. Og så kan vi starte forfra – jo mindre vi forstår, at disse tanker allerede er en nødvendig begyndelse…

Denne blog er i udgangspunktet helliget det grundlæggende samfundsmæssige, men afgjort også filosofiske spørgsmål: hvilken plads har mennesket i samfundet. Er samfundet det samme som det offentlige rum? Og er skellet imellem den private sfære og den offentlige sfære overhovedet (længere? Nogensinde?) meningsfuldt?

Store dele af den tyske filosof Hannah Arendts politisk-filsosofiske hovedværk, Menneskets vilkår, fremlægger netop en analyse af det moderne (vestlige) samfunds problemer. Problemer, der umuliggør bestemte væremåder og handlinger. Hun mener, at det moderne samfund, der har gjort det, der oprindeligt var den private sfære, offentlig og derfor er tanken om arbejdet, dét der skal sikre den ’private’ overlevelse, med tiden blevet den eneste eksistensberettigelse for samfundet.

Tanken om at det moderne massesamfunds indretning skaber en bestemt slags borger – med et bestemt sæt af spørgsmål og svar, kan vi med Freud kalde ubehaget i kulturen og den er naturligvis ikke ny, men vel ligeså gammel som selv samme massesamfund. Men borgeren, der som samfundsborger må befinde sig i det offentlige rum i de mange meningers hav, må – hvis han får en ledig stund fra arbejdet (som jo som bekendt både giver ham mening og identitet) – overveje sine muligheder.

Det er blevet sagt, at en radikal situation kræver radikale løsninger. Hvor finder vi dem? Vi finder dem eksempelvis i tænkningen i det romerske rige. Som Foucault flere gange nævnte mod slutningen af sit liv, kan vi nemlig i denne tænkning finde flere ligheder til det moderne massesamfund og de offentlige rum, hvor massemenneskerne mødes. Følelsen af at man i det romerske storrige havde tabt indflydelsen på sine samfundsmæssige og politiske omgivelser (i modsætning til den græske polis, for at udtrykke et simpelt modsætningsforhold) påvirker selvfølgelig måden, mennesker tænker over sin egen placering i samfundet på: dette kan eksemplificeres med den græsk-romerske stoiker, Epiktet. I Epiktets håndbog kan man læse følgende:

”Af tingene i verden er der nogle, der står i vor magt, og andre der ikke står i vor magt. I vor magt står opfattelse, tilbøjelighed, begær og modvilje, kort sagt, alt der er vort eget værk. Ikke i vor magt står legeme, ejendom, anseelse og ydre stilling, kort sagt. Alt det der ikke er vort eget værk.” (I)

Dette grundlæggende filosofiske udgangspunkt gentages konstant. Og den moderne samfundsborger kan heri se udfordringen for sig. Ikke fordi vi alle i dag er blevet stoikere og slet ikke fordi vi deler Epiktets forståelse. Men fordi det offentlige rum kun angår visse ting, f.eks. er det acceptabelt, at rummet kommercialiseres, at det kun er lovligt at ’udsmykke’ den københavnske metro, hvis man betaler for det. Og derfor er Epiktet (for at sige det lidt storladent) vores samtidige, fordi vi forstår hans svar, som et svar på problemer vi kender. For vores egen indre overskueligheds skyld sætter vi grænser op, for at vi kan forholde os til, hvor, hvordan og hvornår vi kan handle inden for det offentlige rum.

Hos Epiktet er den politisk-etiske forståelse helt ontologiseret. Dvs. den måde samfundet er på, skyldes naturens indretning eller verdens gang. Derfor kan Epiktet sige, at ”det der bringer mennesket ud af ligevægt, er ikke tingene selv, men deres meninger om tingene.” (V) Men selvom Epiktets mål med denne indstilling synes at være opnåelse af sindsro (som hos andre stoikere, såsom Seneca) og opretholdelsen af ligevægt, kender han også vanskeligheden herved, fordi den enkelte borgers rolle er så lille:

”Husk på, at du er skuespiller i et drama, og hvordan det skal være, bestemmer forfatteren. Vil han, det skal være kort, bliver det kort. Vil han, det skal være langt, bliver det langt. Hvis han vil, at du skal spille en tigger, må du også spille ham godt og ligeså en krøbling, en embedsmand eller en mening borger. Dit hverv er nemlig at spille den rolle, du har fået, godt. At vælge den er en andens sag.” (XVII)

Når færre og færre i dag er medlem af et politisk parti, færre læser aviser og deltager i det konkret-politiske virke som et samfundsengagement er, skyldes det så, at overblikket over den fælles omverden mangler og at det kaotiske trænger sig på? Føler vi i dag ikke længere, at vi selv er forfattere til vores rolle som samfundsborgere?

Nu deler diskussionen sig. Går to veje. Skal vi følge Epiktet og sige at borgeren hele tiden må se den offentlige sfære, som det, det er uhyre vanskeligt at udøve indflydelse på; mere korrekt: skal vi se den som det, det er uhyre vanskeligt at udøve indflydelse på, imens man bevarer muligheden for at være sig selv – og derfor koncentrere os om det, vi faktisk kan have indflydelse på? Og således med den franske forsker Pierre Hadot bl.a. i La Philosophie comme manière de vivre fokusere på den eneste filosofi, der i dag giver mening, nemlig den der har det liv for øje, som vi lever i praksis. Eller skal man genoverveje de vilkår, som den offentlige sfære hviler på og spørge med den slovenske filosof, Slavoj Zizek, hvordan altødelæggende naturkatastrofer og udslettelsen af alt menneskeliv for det moderne menneske er lettere at forestille sig end et anderledes samfund? I sig selv ganske vist et provokerende spørgsmål – men også et filosofisk.

Spørgsmålet om menneskets placering i samfundets midte er et spørgsmål om, hvad kan jeg gøre? Og Hvad bør jeg gøre? Som f.eks. ses i en moderne udformning i Foucaults begreb om omsorgen for sig selv. Men er det offentlige rum i dag så proppet med ’arbejdets logik’, dvs. at samfundsberettigelsen ligger i at sørge for, at mennesket kan fortsætte det arbejde, som det ikke kan forestille sig at være foruden, at vores rette placering som samfundsborgere kun kan være uden for samfundet eller i dets udkant?   

Jeg har taget stilling. Jeg støtter et forbud mod sexkøb, fordi købesex gør stor skade på den, der sælger, og fordi mennesker ikke skal kunne købe hinanden. Villy Søvndal, Forbydsexkøbnu.dk

Det er interessant at være vidne til et bekymret samfund i aktion. Luderen er lovlig i Danmark: mand som kvinde kan vi sælge vores krop som vi lyster. At være lovlig betyder i midlertid ikke at være accepteret. Bekymringen for luderen vil ingen ende tage, den stakkels person tvunget til at sælge sine mest intime øjeblikke til en ligeså stakkels(men sikkert mest onskabsfuld) sjæl i mørke opgange. Det må stoppes siger den viljestærke politiker til sine bekymrede vælgere. Ja, Villy og andre, stop tvangen! Arbejd for at styrke vores sociale sikkerhedsnet så ingen tvinges til at sælge deres arbejdskraft, deres tid og krop, inden  for et felt som de ikke lyster. Men hvorfor lytter i ikke til dem som arbejder som prostituerede? Som enhver arbejder vil prostituerede gerne have gode vilkår: en fagforening, ja tilskud til ergoteapouter osv. Men vigtigst af alt vil en person som arbejder i et samfund, særligt hvis de er så heldige at arbejde med noget de godt kan lide (evt. sex(sic)), gerne have offentlig anseelse og respekt. Hvorfor er det mindre ydmygende at blive tvunget til at sælge sine hænder og fødder til en arbejdsgiver end frivilligt at sælge sin fisse eller pik?

Jeg har aldrig følt mig tvunget til at arbejde inden for sex-branchen, men jeg har ofte følt mig tvunget til at forklare baggrunden for mit arbejdsliv. Jeg har også følt mig tvunget til at påtage mig en offerrolle som forudsætning for en dialog med de pæne, velmenende damer – det være sig politikere, hattedamer eller såkaldte forskere. Der eksisterer nemlig kun to mulige positioner i den officielle diskurs: Offer eller psykopat. (LR, arbejder på gaden, på klinik, i escort og på bar(fra sexkøb.dk)).

Luderen laver mange ting, sex er et meget kompliceret område med utallige nicher, afkroge og plateauer. Et bordel er ikke(nødvendigvis) en opgang hvor to arme sjæle i væmmelse gnubber deres fedtede lemmer mod hinanden. Et bordel er et åbent forum hvor sex er på menuen i alle sine anretninger.

Hvorfor er det så svært at forestille sig at det kunne være dejligt at arbejde med sex? Hvorfor er det så svært at forestille sig at det kunne være dejligt at købe sex?

Tænk på psykologen(tænk på alle mulige andre erhverv!), en ven for penge. Til sandet løber igennem. Der er ting som nogle mennesker er bedre til end andre, måder at mødes på som kan højne menneskers indsigt i sig selv og andre. Det er meget sandsyneligt at alting ikke er for alle, særligt mht.sex. Forestillingen om sex som uløseligt forbundet til evig kærlighed(helst mellem mand og kvinde) stigmatiserer og fremmedgør alle som kunne ønske sig et andet liv end det som normen har at byde.

Og det er en skam.

Under Muhammed-krisen i 2006 oplevede man, at nogen - meget skuffende - sagde, at godt nok er der ytringsfrihed, men... Men der er ikke plads til noget "men." Enten har man ytringsfrihed, eller også har man ikke.

Thor Pedersen, folketingsformand, til Jyllands-Posten

(citeret efter news.tv2.dk, d. 15.02.08)

Men under alle omstændigheder ser regeringen med stor alvor på ethvert anslag mod ytringsfriheden. I Danmark er der frihed til ikke blot at tænke og tale, men også at tegne, som man vil. Regeringen vil stå vagt om ytringsfriheden, som er selve grundlaget for et frit folkestyre. (min fremhævning)

Anders Fogh Rasmussen, statsminister,

(news.tv2.dk, d. 12.02.08)

I.

Grunden til at dette indlæg indledes med to næsten enslydende citater, er, at de er sagt af to af folkestyrets mest indflydelsesrige personer. Og yderligere: deres udsagn er ikke sande. Vi har ytringsfrihed i dette land, men den er ikke uindskrænket og man må derfor ikke skrive, tale og tegne, som man vil. At to af landets fremmeste statsmænd ikke kender til relativt letforståelige dele af dansk lovgivning er uheldigt. Juraprofessor Vagn Greve siger: ”Det var jo totalt misvisende, da statsministeren sagde, at ytringsfriheden ikke kan bøjes. Vi har haft masser af indskrænkninger af ytringsfriheden. Vi så det i 1971, da man, delvis pga. pres fra FN, ændrede racismeparagraffen, hvorefter vi ikke måtte tale grimt om negre, jøder osv. Da der var gået nogle år, fandt man ud af, at det var loge så slemt at sige noget grimt om homoseksuelle. Og så lavede man en tilføjelse i 1987, så vi heller ikke må tale nedsættende om forskellige seksuelle orienteringer. Den logiske konsekvens af udviklingen er, at vi også forbyder udtalelser, hvor vi for eksempel siger noget grimt om kvinder og deres intelligens.” (Weekendavisen, d. 29.02.08) Når vores politikere så belærer f.eks. muslimske landes ledere om vores uindskrænkede ytringsfrihed og umuligheden for domstolene i at gribe ind, når forskellige ytringer støder bestemte personer eller grupper, har de egentlig (med Vagn Greves ord) ’et svagt argument.’ I hvert fald synes stemningen hos en del politikere og aviser at være den, at det er vigtigere ikke at krænke ytringsfrihedens eventuelle krænkelser, end det er at stoppe visse udtalelser om bestemte grupper eller enkeltpersoner.  En stringent lovgivning ville vel give lov til at forhåne eller krænke alles følelser – i håbet om at kritik altid skal kunne ytres.

II.

Men fjernede man eksempelvis racismeparagraffen og de lignende ’ytringsfrihedsbøjende’ paragraffer, kunne vi da tale om og forsvare ytringsfriheden i sig selv? Og det er vel netop Ytringsfriheden med stort, Thor Pedersen og Anders Fogh Rasmussen ønsker at værne om? Skal man se på begrebet om ytringsfriheden med filosofiske briller, er det ikke nok at forstå, at det taler for retten til at tale frit eller som man vil. Derimod må vi medtænke, at ”ethvert begreb henviser til andre begreber, ikke kun i sin historie, men også i sin tilblivelse eller i sine aktuelle konneksioner” (Deleuze og Guattari, Hvad er filosofi?), hvilket betyder, at ytringsfriheden hele tiden befinder sig i bestemte situationer, brugt af bestemte mennesker og at vores forståelse af begrebet ændrer sig – ikke mindst i kraft af brugen af det. En af tankerne bag ytringsfriheden var, at den skulle give minoriteter og svage, undertrykte eller oppositionelle grupper i samfundet mulighed for at ytre sig; hvilket selvfølgelig ikke betyder at store aktører såsom store virksomheder eller Jyllandsposten, som landets største dagblad, ikke må benytte sig af ytringsfriheden, men deres konkrete placering i det offentlige rum kan ikke undgå at blive inkluderet i de diskussioner, der opstår under en konflikt, der handler om brugen af ytringsfriheden.   

III.

I kronikken, Arbejdets helt, i Politiken d. 28. februar stiller journalist og forfatter, Flemming Christian Nielsen, nogle af de spørgsmål, der før eller siden måtte blive stillet. Nemlig hvordan muligheden for den (såkaldte) almindelige dansker for at ytre sig frit er. Ytringsfrihedens prøve bliver aldrig, når et samlet folketing får spalteplads til at tage afstand fra pædofile og terrorister, hvilket er ligeså fornuftigt som det er let. Dem, der har lettest ved ytringsfrihed, er oftest dem, for hvem der ingen omkostninger er eller dem, der ytrer den herskende mening.

     Flemming Christian Nielsen siger i kronikken: ”Måske er det ret beset kun kunstnere og pensionister, der har ytringsfrihed. Pensionerede generaldirektører, overlæger og engang så pertentlige embedsmænd kan frit og resultatløst benytte sig af den. Men hvad med alle os, der som Kurt Westergaard er på det såkaldte arbejdsmarked – og helst i alle døgnets 24 timer er solidariske med virksomheden, går med dens slips, kører i dens bil, spiser dens mad og deltager i dens fitness-kurser?” Til dette kunne man sige, at hvis en person ønsker f.eks. at korrigere ledelsen på sin arbejdsplads eller at påpege fejl eller uretfærdigheder, kan han jo bare finde et andet sted af være. At dette er lettere sagt end gjort, viser sagen om den sociologistuderende, Mille Buch-Andersen, der sidste år afleverede speciale om Danmarks radios symfoniorkester. Et speciale, hvis kritiske indhold fik den studerendes vejleder, institutleder og dekan (efter heftig pres fra DR) til at tilbyde, at hun kunne ’få lov’ til at skrive de kritiske passager ud af specialet (se sagen beskrevet på www.information.dk/emne/mille-buchandersen og politiken.dk/indland/article446400.ece).

     Den specialeskrivende studerende skulle måske blot finde sig et nyt studie?

IV.

Vi bliver nødt til at dvæle lidt ved dette konkrete eksempel. Interessant er det ikke kun, fordi en studerende fik frataget sin (forskningsmæssige) ytringsfrihed, men sagens forløb i pressen (og netop i pressen og ikke sagens forløb med den studerendes senere klagesag og medhold). Her var faktisk en sag om brugen af ytringsfriheden inden for landets grænser (ikke mellem indenlandske avistegninger contra udenlandske afbrændinger af danske ambassader). I det offentlige medieunivers blevet sagen øjensynligt håndteret som ’besværlig’ (og hovedsageligt diskuteret i Dagbladet Information), fordi den krævede en del forklaring og desuden ikke var nem at sælge, da der tilsyneladende hverken var nogen store samfundsøkonomiske tab eller korporligt tilskadekomne. Men faktisk gav sagen netop politikerne og medierne muligheden for at give deres modige røst for ytringsfriheden til kende. Et andet eksempel der ligger tæt op ad det første, err sagen med de fem professorer på Københavns universitet, der offentligt beskrev taxameterordningens (at universitet modtager penge for antallet bestået elev) indirekte udhuling af kvaliteten i eksamenssituationerne, fordi den fik underviserne til at sænke kravene for at få de studerende til at bestå eksamen for at instituttet kunne få penge. Den ansvarlige minister, Helge sander, svarede med et angreb direkte rettet mod professorerne: Hvis de var med til at sænke kravene, kunne de fyres! (se f.eks. www.information.dk/95292) Hvilken måde at få folk, der ytrer sig om problemer i samfundet og i statsinstitutionerne, til at lukke munden.    

     Det offentlige rum har brug for, at problemer bliver omtalt. Men hvem kan faktisk tale i det offentlige rum? At talen i det offentlige rum, fokus i massemedierne og det politiske liv i høj grad er præget af diskursen om den ukrænkelige ytringsfrihed, behøver ikke at have en indflydelse på den ytringsfrihed, som folk som den sociologistuderende reelt har mulighed for at udøve. Gad vide, hvilken indflydelse den da har?