Et almindeligt-sociologisk manifest: Nyhedsmediernes egen logik

Vi har indtil videre diskuteret forskellige forestillinger af hvad medierne er og hvad de gør på denne blog. Vi hævder, at nyhedsmedierne handler efter bestemte forestillinger om, hvad nyheder er, og hvordan de skal præsenteres eller serveres til folk. Vi har prøvet at modbevise nogle af de forestillinger, men da meget af det daglige nyhedsstof alligevel bliver produceret ud fra netop disse forestillinger, som vi mener, rummer problematiske aspekter, ville det være oplagt at spørge:

tror vi da, at journalister og andre mediefolk er uintelligente eller bevidst manipulerende?

Nej, det tror vi naturligvis ikke.

Der er ikke nogle bestemt bevidste onde handlinger bag, den måde mange nyhedsudsendelser bliver til på, men medierne geråder nemt i det vi kan kalde selvforstærkende strukturer.

Strukturer, man bør være opmærksom på – for at kunne reagere og ændre på dem.

Det vil vi nu forsøge at forklare.

Strukturerne, som nyhedsmedierne er bundet op på, kommer til udtryk i virkninger, som strider mod intentionen bag deres årsag. Dvs. at det mediestof vi er omgivet af og som dagligt påvirker os har nogle tendenser, som det er svært bevidst at styre. Hvad disse tendenser eller forestillinger skal hedde, er ikke så vigtigt. Pointen er, at der i visse tilfælde opstår en kløft imellem det, som repræsentanter for nogle af medierne siger og det de rent faktisk gør. Denne kløft eller afstand skyldes det vi i mangel af bedre kan kalde mediernes egen logik.

Mediernes egen logik. Det lyder tørt og lidt i retning af, at medierne gør noget andet, end almindelige mennesker ville gøre. Det betyder selvfølgelig ikke, som vi sagde tidligere, at medierne er styret af en bunke formørkede eller amatøragtige personer, men alligevel er ordvalget måske ikke helt forkert: medierne kan i samlet flok finde på ting, som de færreste ville gøre alene.

Lad os se på et eksempel.

Medierne har et overdrevent fokus på begivenheden. Denne fokus skyldtes ganske vist f.eks. interessen for sensation, konflikt og aktualitet. Men til beskrivelsen af begivenheden hører også konkurrencen imellem de forskellige medier. Der er stor prestige i at være de første, der beskriver en begivenhed. Og denne konkurrence er naturligvis blevet tidsmæssigt intensiveret med netaviserne og de nye nyhedskanaler, der reklamerer med, at de hele tiden opdaterer.

Nu kunne man forestille sig, at alle nyhedsredaktionerne farer rundt for at finde begivenheden eller scoopet og det gør de da også til dels. Men imens de gør det, vogter de på hinanden og hvis den ene avis har en fundet en særligt hårrejsende eller sensationel begivenhed, kopierer de andre aviser den straks. Faktisk er det mediernes egen logik, der er på spil her. Medierne har en intention om, at deres radio, TV-kanal eller avis skal skille sig så meget ud af mængden, at medieforbrugerne skal kunne finde den (og synes om den) og vende tilbage til den. Derfor hævder den, at den er væsentlig og unik.

Et eksempel på dette er Jyllandspostens slogan hvis De vil vide mere. Det rammer meget præcist målet for et nyhedsmedie: at give folk en forestilling om, at lige netop hér, hos dem, bliver de godt informeret. Også Dagbladet Informations slogan: Den mindst ringe benytter sig af en sådan selvforståelse. Og Ekstrabladet har det mest berømte slogan, der kort skitserer tabloidavisens selvbillede og selve grunden til at købe bladet: tør hvor andre tier.

I denne sammenhæng kunne det for øvrigt være spændende at se på den indirekte forbindelse som den slags mottoer kobler imellem ens eget nyhedsmedie og konkurrenterne. De indrømmer en vis afhængighed af de andre, som blot ikke er lige så gode som dem selv.

Nyhedsmediernes egen logik kommer til udtryk ved, at påstanden om den unikke tilgang til mediebegivenheder eller den særlige vinkling ikke holder. Men det skyldes ikke, at motiverne hos journalisterne ikke i grunden er fine nok, men snarere at konkurrencen i medierne gør, at de ofte virker mere interesseret i, at konkurrenten ikke får lov til at gå solo for længe med en historie, end i selv at finde historier.

Ved både at hævde, at netop deres produkt er specielt godt og samtidig i høj grad videre- eller omskrive eller blot overtage andres historier, udviser medierne en flokmentalitet, som ingen bevidst ønskede.

Men mediernes egen logik ses ikke kun som en daglig journalistisk flokmentalitet, men også en slags teknologisk logik, der hænger sammen med de forskellige nyhedsmedier. Vinklingen af nyhedshistorien bliver automatisk tilpasset mediets form. F.eks. forblinder muligheden for liveoptagelser nemt nyhedsvæsentligheden på fjernsyn, fordi ingen nyhed nogensinde kan overgå den nyhed, der sker lige nu.

Nogen gange er det direkte svært at blive klar over indholdet i en nyhedshistorie på fjernsynet – udover at historien jo ganske vist præsenteres som live!

F.eks. så vi i marts måned to drabssager: en skudlikvideringssag (16/3) og en dobbeltknivdrabsepisode (22/3). I det første tilfælde sås en TV-reporter, der stod plantet lige ved gerningsstedet og udtalte sine live-ligegyldigheder, imens kameraerne filmede en blodplet eller ydermurene til det hus, hvor det tragiske var sket. Og hvad angår sagen med dobbeltdrabet havde Radioavisen sendt en medarbejder til stedet, som dog ikke havde meget mere at tilføje, end at politiet havde spærret området af.

Men den helt omvendte situation er faktisk lige så almindelig. At journalister fra den trykte presse, der skal dække begivenheder, der finder sted kort før deadline, har skrevet hovedlinjerne eller hele artiklen før begivenheden er sket. Nyheden kan ikke tåle at vente og skal ligge klar til læserne næste morgen. Men der er heller ikke tid til at skrive hele artiklen efter begivenheden, f.eks. hvad angår resultatet af udenlandske valgresultater.

Nogen gange kan man derfor godt undre sig over hvilken begivenhed, det egentlig er, man så læser om?

Problemet med den teknologisk prægede logik, der resulterer i problemer vedrørende det vi kalder mediernes egen logik, ses selvfølgelig især der, hvor nyhedsmedierne forblindes af de muligheder, som teknologien giver, f.eks. muligheden for live-optagelse og fascinationen af hurtighed eller når man glemmer begrænsningen, som ligger i selve den form et givent nyhedsmedie har, f.eks. ved at trykke fordrejende billeder eller sende radiointerviews med udsagn, der klippes ud af deres kontekst. Måske retfærdiggøres den slags handlinger med at det giver ’dokumentation’ eller, at det skaber ’dynamik’. Men faren ved al den teknologi, der ligger bag nyhedsmedier overhovedet er, at de kan præge deres indhold til ukendelighed!

Hvad angår den logik, som medierne tit følger, kan man iagttage, hvordan selve deres praksis, altså den måde de arbejder på, den måde de konstruere historier på, har betydning for selve det, vi kan læse i aviserne og se på fjernsyn. Da nyhedsmedierne som oftest er styret af en metafysisk forestilling om begivenheden, hvis hovedbestanddele består af lige dele aktualitet og nærhed, opstår der nærmest automatisk et problematisk forhold til kompleksitet. De mennesker, der lider under denne praksis, er f.eks. folk i det man kan kalde snigende humanitære katastrofer.

I Danmark vil nyhedsmedierne f.eks. helst fokusere på krigen i Afghanistan, hvis de danske styrker er udsat for fare eller hvis en dansk soldat er blevet dræbt. Det er dog ikke de eneste konsekvenser i et krigshærget land. Den almindelige befolkning i Afghanistan mærker også konsekvenserne af tusindvis af vestlige og ikke mindst mandlige soldater i deres land. Afghanistan, der stort set ikke havde en eneste HIV-smittet før krigen, har i dag mange pga. de udenlandske soldater. Og der kommer mange flere til, fordi sex er et tabubelagt emne (især f.eks. at familiens overhoved besøger den samme prostitueret, som 10 amerikanske soldater besøgte i går) og at kendskab til og brugen af prævention er yderst begrænset.

Dette er på en måde en lige så stor nyhed som det er et problem, fordi det inden for en overskuelig årrække vil have voldsomme konsekvenser i landet.

Men det er på den anden side ikke en nyhedsbegivenhed, som klart afgrænset sker her og nu og heller ikke en historie, som vi nemt kan identificere os med og således ikke en historie, der opfylder nærhedsprincippet, så hele befolkningen kan føle sig berørt.

Den slags historier har det svært, fordi de kræver research og fordi de er besværlige. At vise, at man umuligt kan sende tusindvis af unge mænd i krig, uden at der vil opstå en prostitutionsindustri i kølvandet på tropperne er ikke lige så pænt, som at sige og fokusere på, at de kæmper for frihed og demokrati.

Det er også et nyhedsindslag, der er sværere at lægge bag sig end indslaget med begravelse af en soldat. Og så er det i sidste ende ikke så nemt at spotte hele historiens omkreds, selvom en måde man kan bruge, hvis man endelig vil forsøge at fortælle historien, er ved at finde personer, der indgår som repræsentanter for hele problematikken, som man kan identificere sig med. Som f.eks. afghanske prostituerede. Men de er selvfølgelige ikke nemme at komme i kontakt med som udenlandsk journalist i et land med krig.

Derimod er det nemmere for den almindelige journalists arbejde at filme en dansk soldats officielle begravelse.

Den journalistiske praksis har således også iboende tendenser, der følger mønstre som ikke kun handler om, hvad der er væsentligt og hvilke problemer, der er i et samfund både nationalt og internationalt, men som handler om, hvordan man plejer at gøre tingene, hvad man tror kan lade sig gøre. Den journalistiske praksis får sin egen logik og bliver på en måde selvkørende, når forestillingen om ’den gode historie’ udelukker andre slags historier.

Mange af de problemer ved mediernes egen logik, som vi påpeger, kan forklares en del nemmere, hvis man mener, at grunden til at de fleste nyhedsmedier gør, som de gør, skyldes at medierne blot giver folk det, som de vil have. Det er selvfølgelig umiddelbart en ligeså sympatisk som enkel tanke.

Men som kritiske sociologer har påpeget, er det ikke så lige til at vide, hvad det er, som folk vil have. Hvorfor ikke? Fordi forskellige mennesker med forskellige uddannelser og fra forskellige sociale, økonomiske og kulturelle lag, langt fra forstår et spørgsmål i f.eks. en fokusgruppe eller i en spørgeskemaundersøgelse på samme måde og fordi det er ret sikkert, at ikke alle overhovedet har en mening til det, som de bliver spurgt om. Men disse pointer er ikke nemme at diskutere og kræver både uddybelse og eksempler. Derimod synes der at være to principielle problemer med forestilling om, at medierne giver folk det, som de vil have – ellers ville de ikke bruge deres tid på det.

For det første ligger det i hele idéen om nyheder, at de skal give folk en ny vinkel, en ny information eller fokusere på noget nyt, noget som seerne ikke kender – hvorfor skulle folk ellers opdateres?

F.eks. er det nyheder at vise resultatet fra et folketingsvalg, da udfaldet har indflydelse på landets fremtidige politik eller udfaldet af en kompliceret dom, da den vil være udgangspunkt for senere sager. Det er nyt for befolkningen, fordi nyheder som disse er med til at ændre det samfund, som de bor i.

Men så kan man ikke bare læne sig op ad, hvordan befolkningens vaner normalt er, eller hvad spørgeskemaundersøgelserne siger, at de gerne vil have. Man kan principielt ikke ønske sig noget bestemt, hvis man ikke kender det. Og morgendagens nyheder kender man ikke.

Men hvad så med måden de bliver præsenteret på? Måske kan man sige, at for at nyheden skal være ny, må den vises på en måde, hvor man f.eks. ikke spiller unødvendigt på folks fordomme, og nyhedsmedierne må derfor forsøge at medtage så mange nuancer som muligt af det, de vil vise. Ellers har de undladt at give seeren, lytteren eller læseren, hvad man kort kunne kalde ’ny viden’.

For det andet kan man sige, at den letteste måde at henvende sig til så mange som muligt alligevel i sidste ende er ved at give mediestoffet en ’ufarlig’ vinkel. Måske er det meget sigende, at de fleste af os kan tale med mennesker, vi ikke kender, om vejret og at vejret i vores eksempel med en tilfældig sendeflade på DR nyhederne var det indslag, der fik mest sendetid.

Men kan man så ikke sige, at sætningen at man giver folk det, som de gerne vil have er misvisende og i stedet burde hedde at man giver folk det, som de ikke kan have noget imod? Hvis dette er tilfældet – er det så ikke ret uambitiøst?

Og videre: Hvad nu hvis det, man tror, folk helst vil have – sukkerglaceret blød nyhedsunderholdning i et sprog så selv de helt små kan følge med – (for hvem har noget imod det?) faktisk ikke er det folk gider se, når de tænder for nyhederne? Christian Elmelund-Præstekær og David N. Hopman, to Phd.-studerende på Syddansk universitet skrev en analyse i Politiken om myterne i dansk nyhedsdækning af politik. De angriber især TV 2 og DR for at fokusere på alt andet end indhold og skriver at DR’s store forsøg på at få flere til at se DR end TV 2Nyhederne ved hjælp af markeds- og seersegmentsanalyser ikke gav flere seere. De sammenligner de store danske nyhedsudsendelser med den tyske pendant, Tagesschau, der ganske vist er en hel del mere ’kedelig’ og seriøs, men som med sine 10 millioner seere er ”Tysklands suverænt mest sete nyhedsudsendelse”. De to Phd-studerende foreslå noget, som vel kun verdensfjerne akademikere kan finde på, nu da hele nyhedsbranchen jo er inde i en rivende udvikling med konstant innovation og fornyelse, nemlig følgende:

”I stedet for nyhedshelikoptere, gratisaviser og utætte prestigebyggerier

bør der måske investeres i selve journalistikken.”

Man vil kunne sige, at denne konstatering er banal. Men så må det betyde, at mediernes egen logik kan være medvirkende til at skjule selv de mest banale sandheder. Det siger lidt om dens kraft.

” Vi er langt bagud med forbud og påbud, der fremmer sundhed. Det koster – i helbred og liv.

”Vi er ved at æde, drikke, ryge og inaktivere os ihjel.” sådan lyder de indledende sætninger til Bente klarlundlund Pedersens kronik i politikken d 22. April: ”Med lov skal sundhed fremmes”.

Rygning er snart ulovligt, svenskerne er vores helte for de har ’fået styr på’ alkohol indtaget for deres folk og fedme kan også inden længe lægges til for sager om usædelig omgang med kroppen, ens egen krop vel at mærke.

Hvilke menneskesyn ligger der bag tanker om forøget kontrol og afstraffelse i sundhedens navn? Hvornår var der afstemning om skærpede regler om sundhed og velvære? Og hvor længe kan det mon tage før welness er en integreret del af den danske gymnasiegang?

Michel Foucault viser i sin forelæsning: the birth of social medicine[1] hurtigt den spændende udvikling fra den spedalske udstødning hvor den smittedde borger blev udstødt fra byen, til et område af ’ligesindede’, gennem det pesthærgede europa, hvor man i stedet for at udstøde de smittede indespærrede og registrerede dem.

 De sorte spor af pesten blev ikke udryddet med opfindelsen af penicilinen, tværtimod. Pestens samfund, hvis man må være så fræk, er vokset til at dække nu de allermindste skygger af vores daglige liv.

Din kost, dit fysiske aktivitetsniveau, din solbadning, for ikke at tale om dine ’forlystende uvaner’ er i den moderne verden nedfældet til sidste detalje. Blæk og pen er farver og lyd.

Vores borgerskab er betinget af en evigt strammende lovgivning for registrering og ’uddannelse’. Sundhedens pris er registrering og efterfølgelse af fastlagte programmer programmeret til at ’holde dig i form’.

Der er naturligvis ikke nogen der vil være syge og tænk på hvor mange der er blevet reddet i trafikken siden sikkerhedsselen blev påbudt. Det er også fint at vi alle sammen overlever, men hvad er det for et syn der ligger bag? Hvordan bliver vi set af vores regering og hvordan ser vi os selv regeret?

Der har altid været ’læger’; sagkyndige man kunne opsøge hvis man var i nød eller bekymring, men den moderne sundhedssektor er et fænomen der aldrig er set mage.

En stat har ansvar for sine borgere og borgerene har ansvar for staten; staten udtrykker borgernes ønsker og borgerne opretholder staten. Sundhedssektorens spil mellem borger og stat belyser denne umiddelbart simple relations tykkelse. Nu har borgerne også et obligatorisk ansvar for sig selv(sic); et ansvar der viser ansvar over for staten. Og staten har pligt over for borgerne til at føre skærpet tilsyn med borgernes private tendenser og straffe dem på plads hvis de ikke viser det passende hensyn til sig selv.

Vi har fået sundhed, men det har ikke været en gave. En gave skal ikke købes af egen lomme og menneskeheden har betalt en høj pris, og betaler i stigende grad en høj pris for sit sunde og sikre selv. Prisen for sundhed er nemlig registrering og en tilværelse under love og påbud der trænger dybt ind i territoriet hidtil kendt som privatlivets fred.

I en avisartikel i Dagbladet Information kunne man i weekenden (d. 26-27. april) læse artiklen Sådan kan man bo, hvis man har et valg. Artiklen gennemgik en stor undersøgelse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd står bag. Undersøgelsen handler om Danmarks elite, som består af 325.000 mennesker og som ikke kun er regnet ud efter indkomst, men også efter alder og uddannelse. At man har størst chance for at finde en repræsentant fra eliten, der bor i Dragør, Hørsholm eller Gentofte kommune – ligesom det ikke er let at finde en på f.eks. Bornholm eller Langeland – er nok ikke synderligt overraskende, selvom det faktisk er overraskende, at eliten, der f.eks. fylder 29,7 % af de bosiddende i Rudersdal kommune (mod kun 1, 5 % i Langeland kommune), faktisk i høj grad bor i ghettoer i Danmark. Ghettoer med god plads til grill i haven.

Hvorfor det er sådan, har vel – ligesom de bagvedliggende-strukturelle forklaringer – sine klare grunde, der ikke skal interessere os her, men derimod hvilke konsekvenser det har for det omkringliggende samfund. Bysociolog og professor, John Andersen, siger: ”Det er et kæmpe problem, hvis alle de ressourcestærke er koncentrerede i helt bestemt grupper. For det, at du bare har en lille gruppe folk med ressourcer og engagement og et politisk og socialt overskud, betyder utroligt meget i et lokalsamfund.” De offentlige steder og institutioner præges naturligvis af elitens tilstedeværelse, ligesom de præges af de socialt udstødtes tilstedeværelse i andre kommuner.

Foucault taler i foredraget Andre rum om de steder eller de rum, som i forbindelsen eller i samspillet med rummene eller stederne omkring dem, bliver til noget andet, end det de umiddelbart er. Disse rum kalder Foucault for heterotopier, rum, der er anderledes; andre rum. Rum som ikke er entydige i det udtryk, som de i deres arkitektoniske form og deres funktion har. Et berømt eksempel er kirkegården, der er som en by i byen. Kirkegården er de dødes torv, og det er der, vi går han, når vi vil gense dem, vi aldrig skal at se igen. Kirkegården er en heterotopi, fordi den ikke blot er en grøn have med grusgange, men dødens konkrete rum i de levende menneskers by.

Alt dette kan vi se i lyset af elitens ’beboelsesrum’. Hvilke rum ser de (store) dele af befolkningen, hvis de skulle finde på at tage forbi et af de store villaer i Nordsjælland? Måske ser de pga. øget polarisering i samfundet ikke blot et prangende hjem eller et hus, der skal skærme overklassen fra efterårsvindens susen. Et hus, som de måske før i tiden kunne have haft som nabo eller to gader væk, da opsplitningen imellem de riges og de fattiges huse endnu ikke så tydeligt kunne ses på kommunegrænser. Men i stedet kan de med taget på husets linjer følge konturerne af en måde af dele samfundet op på, der ekskluderer dem på samme måde som kirkegården.

Vi kan altså se villaen i det nordsjællandske som en heterotopi. Men da eliten ifølge Arbejdsmarkedets Erhvervsråd ønsker at bo med ligesindede, kan man forestille sig få, men velbjærgede kommuner i landet (hvor man kan vinde valg på at tale om sammenhængskraften) der fungerer som kæmpeheterotopier set igennem øjnene på ’rest’-laget i befolkningen. Med eliten bosiddende i Rudersdals kommune ønsker kommunens borgmester, Erik Fabrin, at kommunen skal blive landets bedste. Med det bedste serviceniveau på skoler, daginstitutioner og for ældre. Ligesom Dubai er byernes by, heterotopibyen par excellence, som du ikke kan forstå, er kæmpeheterotopierne byen eller kommunen, som kun kan indoptage socialklasse 1 i sin bløde og beskyttende favn. Foucault nævner flere kendetegn ved heterotopien. F.eks. at den kan fungere som ’den anden by’ som vi så med kirkegårdseksemplet eller at den kan synes lukket og åben på samme tid, hvilket passer udmærket på ’elite’-kommunen som kæmpeheterotopi. Som kommune i Danmark er den åben for alle, og dog. Kæmpeheterotopien er den kommune, der i de flestes øjne afspejler noget, der har lukket sig om sig selv, hvis rigdomme og tryghed den kun kan dele med de ligesindede (og ligebesiddende). Står denne heterotopi for det, som vi alle ønsker, men kun få kan få? Langtfra. At nogle mennesker tjener mere end andre osv. er ikke det grundlæggende problem her. Ligesom det langtfra er alles drøm at bo i Gentofte. Men det er meget få menneskers intention at bo i rum og omgivelser, der i sin elendighed spejler sig i kæmpeheterotopiens fortælling om det store smil. John Andersen karakterer situationen således: ”Man glemmer det klassiske ideal om byen, hvor vi kan gå tilbage til Athens polis med byen som et demokratisk rum, hvor de forskellige grupper skal dele et byrum og en politisk demokratisk forpligtethed over for hinanden. Den slags værdier er helt fraværende i dag.”

Hvad vil Foucault med heterotopibegrebet? Han vil fortælle os, at disse specielle rum er vigtige for fantasien. At andre slags rum er andre slags muligheder, livsmåder og andre syn på udfoldelse. For Foucault bliver skibet udtryk for den drøm om en bolig, der altid vil videre, der altid må videre, fordi bølgerne kræver det. Skibet er en heterotopi, der både er hjem og ikke-hjem, en måde at få ly på og en måde at være udsat på. Skibet kan derfor ses som rumlig fantasi. Men heterotopien er naturligvis ikke bare befriende. Den kan også skjule f.eks. ved at lade som om, der er nærhed i et rum, hvor der faktisk hersker afstand.

Kæmpeheterotopien i kommunestørrelse er en parodi på livet i det offentlige rum og det liv, som samfundsborgerne må leve sammen. Undgår vi at se på en elitekommune, som var den en kommune som alle andre, ser vi kæmpeheterotopien. For hvorfor er det dem, og kun dem, der varetager de job, der har størst indflydelse på hele samfundets virke, såsom erhvervsledere, undervisere, forskere, direktører, læger og psykologer, der skal væk fra de borgere, som de behandler, underviser og leder, når de har fri?

Fra et anderledes udgangspunkt fortsætter dette indlæg i kølvandet på indlægget fra i går.

”Uden tvivl er antallet af frihedsrum, hvori borgeren i en moderne stat har valgfrihed, yderst begrænset.”

H.-G. Gadamer, Den trefoldige oplysning

Selvom samfundsborgeren er presset – som vi tidligere hævdede med en reference til Hannah Arendt – og hans ’frihedsrum’ ligeledes, ligger løsningen på denne pression i menneskets samfundsmæssige væren. Det vil sige, at der i samme problematik findes en mere oprindelig forståelse af, hvilke muligheder mennesket har end blot at se på samfundsborgeren som arbejdsmæssig produktivitetskilde. Dette er mere eller mindre hovedbudskabet i den tyske filosof Gadamers essay Den trefoldige oplysning. Her kobles forestillingen om frihed sammen med menneskets politiske ageren. Det samme gør Heidegger i skriftet Spørgsmålet om teknikken. Men hvor Gadamer hævder, at det der kan samle mennesket (i dets ’samfundsmæssige væren’) og samtidig kan give det frihed, er sproget (”Fordi mennesket har sprog, er det befriet for det nærværendes umiddelbare anmasselse. Det kan vælge.”), finder Heidegger friheden i det vi kalde den konkrete værenshistoriske samtid. Hvad de nærmere mener her, kan vi ikke gå ind på, men spørge: hvordan kan man ud fra deres tolkning af ’manglen på frihedsrum’ eller ’den pressede borger’ forholde sig til konflikten inden for samfundet?

Hvor Gadamer med udgangspunkt i begreberne om dannelse og solidaritet (som vi skal opdyrke og udvikle hos samfundsborgerne) ikke mener, at vores evne til at forstå, respektere og leve med hinanden for bestandigt og endeligt kan ødelægges (uden at selve muligheden for medmenneskelig forståelse og samfundsopbygning forsvinder), og således især prøver at give problemet en mere eller mindre konstruktiv løsning, graver Heidegger sig dybere ned mod det, han ser som kernen af problemet. Han ser nemlig den tekniske forforståelse, som vi moderne tager med os til samfundets midte som selve faren for samfundslivet. Hvad er da den moderne tekniks væsen? Kort sagt, kan vi se det ud fra Nietzsches begreb om viljen til magt, der sætter mennesket på den ’døde guds’ plads. Alt fortolkes da ud fra menneskets målestok – og det har skabt de moderne massesamfunds selvforståelse. Nemlig billede af det arbejdende menneske, der bl.a. udnytter naturen, som mennesket slet og ret.

Men ved at angribe den (’tekniske’) tilstand, som man ikke bryder sig om, med den samme tilstands midler, får man aldrig brudt med de præmisser, som faktisk burde afvises, men bekræftet deres verdensforståelse.

Et eksempel på det er f.eks. visse gruppers kamp imod det, som de anser for at være ’synsforurening’ i det offentlige rum. Ved at klistre store, røde mærkater med ordene ’ingen reklamer, tak’ oven på de mange udendørs reklamestandere, som er blevet placeret over hele København inden for de sidste par år, gjorde gruppen for kort tid siden opmærksom på, at de ikke ville finde sig i, at det offentlige rum skal udnyttes kommercielt og at portrætteringen af de mange indbydende ting, som reklamerne skal få os til at købe, stresser os og at vi ikke kan vælge dem fra.

Men under hele denne aktion blev reklamestandere benyttet til at videreformidle et budskab. En reklamestanders funktion er at vise noget frem, der skaber effekt. Anti-reklamerne ændrede derfor ikke vores ’tekniske’ forforståelse af, hvordan det offentlige rum kan se ud, men bekræftede faktisk reklamestandernes eksistens ved at bruge dem til det, som de altid bruges til, nemlig at sprede budskaber og forsøge at påvirke. Hvad man altså end mener om reklamer i det offentlige rum, ser man nu, at aktionerne imod reklamerne ender med at udtrykke sig inden for samme præmisser som reklamerne.

Heidegger foreslår, at man skal besinde sig på den tilstand, man befinder sig i, f.eks. tilstanden hvor der ikke levnes meget handlefrihed massesamfundsborgeren, for derudfra at kunne tænke udover den, for at kunne forestille sig noget anderledes, et egentligt alternativ. Hvordan man så gør det, er spørgsmålet. Og så kan vi starte forfra – jo mindre vi forstår, at disse tanker allerede er en nødvendig begyndelse…

Denne blog er i udgangspunktet helliget det grundlæggende samfundsmæssige, men afgjort også filosofiske spørgsmål: hvilken plads har mennesket i samfundet. Er samfundet det samme som det offentlige rum? Og er skellet imellem den private sfære og den offentlige sfære overhovedet (længere? Nogensinde?) meningsfuldt?

Store dele af den tyske filosof Hannah Arendts politisk-filsosofiske hovedværk, Menneskets vilkår, fremlægger netop en analyse af det moderne (vestlige) samfunds problemer. Problemer, der umuliggør bestemte væremåder og handlinger. Hun mener, at det moderne samfund, der har gjort det, der oprindeligt var den private sfære, offentlig og derfor er tanken om arbejdet, dét der skal sikre den ’private’ overlevelse, med tiden blevet den eneste eksistensberettigelse for samfundet.

Tanken om at det moderne massesamfunds indretning skaber en bestemt slags borger – med et bestemt sæt af spørgsmål og svar, kan vi med Freud kalde ubehaget i kulturen og den er naturligvis ikke ny, men vel ligeså gammel som selv samme massesamfund. Men borgeren, der som samfundsborger må befinde sig i det offentlige rum i de mange meningers hav, må – hvis han får en ledig stund fra arbejdet (som jo som bekendt både giver ham mening og identitet) – overveje sine muligheder.

Det er blevet sagt, at en radikal situation kræver radikale løsninger. Hvor finder vi dem? Vi finder dem eksempelvis i tænkningen i det romerske rige. Som Foucault flere gange nævnte mod slutningen af sit liv, kan vi nemlig i denne tænkning finde flere ligheder til det moderne massesamfund og de offentlige rum, hvor massemenneskerne mødes. Følelsen af at man i det romerske storrige havde tabt indflydelsen på sine samfundsmæssige og politiske omgivelser (i modsætning til den græske polis, for at udtrykke et simpelt modsætningsforhold) påvirker selvfølgelig måden, mennesker tænker over sin egen placering i samfundet på: dette kan eksemplificeres med den græsk-romerske stoiker, Epiktet. I Epiktets håndbog kan man læse følgende:

”Af tingene i verden er der nogle, der står i vor magt, og andre der ikke står i vor magt. I vor magt står opfattelse, tilbøjelighed, begær og modvilje, kort sagt, alt der er vort eget værk. Ikke i vor magt står legeme, ejendom, anseelse og ydre stilling, kort sagt. Alt det der ikke er vort eget værk.” (I)

Dette grundlæggende filosofiske udgangspunkt gentages konstant. Og den moderne samfundsborger kan heri se udfordringen for sig. Ikke fordi vi alle i dag er blevet stoikere og slet ikke fordi vi deler Epiktets forståelse. Men fordi det offentlige rum kun angår visse ting, f.eks. er det acceptabelt, at rummet kommercialiseres, at det kun er lovligt at ’udsmykke’ den københavnske metro, hvis man betaler for det. Og derfor er Epiktet (for at sige det lidt storladent) vores samtidige, fordi vi forstår hans svar, som et svar på problemer vi kender. For vores egen indre overskueligheds skyld sætter vi grænser op, for at vi kan forholde os til, hvor, hvordan og hvornår vi kan handle inden for det offentlige rum.

Hos Epiktet er den politisk-etiske forståelse helt ontologiseret. Dvs. den måde samfundet er på, skyldes naturens indretning eller verdens gang. Derfor kan Epiktet sige, at ”det der bringer mennesket ud af ligevægt, er ikke tingene selv, men deres meninger om tingene.” (V) Men selvom Epiktets mål med denne indstilling synes at være opnåelse af sindsro (som hos andre stoikere, såsom Seneca) og opretholdelsen af ligevægt, kender han også vanskeligheden herved, fordi den enkelte borgers rolle er så lille:

”Husk på, at du er skuespiller i et drama, og hvordan det skal være, bestemmer forfatteren. Vil han, det skal være kort, bliver det kort. Vil han, det skal være langt, bliver det langt. Hvis han vil, at du skal spille en tigger, må du også spille ham godt og ligeså en krøbling, en embedsmand eller en mening borger. Dit hverv er nemlig at spille den rolle, du har fået, godt. At vælge den er en andens sag.” (XVII)

Når færre og færre i dag er medlem af et politisk parti, færre læser aviser og deltager i det konkret-politiske virke som et samfundsengagement er, skyldes det så, at overblikket over den fælles omverden mangler og at det kaotiske trænger sig på? Føler vi i dag ikke længere, at vi selv er forfattere til vores rolle som samfundsborgere?

Nu deler diskussionen sig. Går to veje. Skal vi følge Epiktet og sige at borgeren hele tiden må se den offentlige sfære, som det, det er uhyre vanskeligt at udøve indflydelse på; mere korrekt: skal vi se den som det, det er uhyre vanskeligt at udøve indflydelse på, imens man bevarer muligheden for at være sig selv – og derfor koncentrere os om det, vi faktisk kan have indflydelse på? Og således med den franske forsker Pierre Hadot bl.a. i La Philosophie comme manière de vivre fokusere på den eneste filosofi, der i dag giver mening, nemlig den der har det liv for øje, som vi lever i praksis. Eller skal man genoverveje de vilkår, som den offentlige sfære hviler på og spørge med den slovenske filosof, Slavoj Zizek, hvordan altødelæggende naturkatastrofer og udslettelsen af alt menneskeliv for det moderne menneske er lettere at forestille sig end et anderledes samfund? I sig selv ganske vist et provokerende spørgsmål – men også et filosofisk.

Spørgsmålet om menneskets placering i samfundets midte er et spørgsmål om, hvad kan jeg gøre? Og Hvad bør jeg gøre? Som f.eks. ses i en moderne udformning i Foucaults begreb om omsorgen for sig selv. Men er det offentlige rum i dag så proppet med ’arbejdets logik’, dvs. at samfundsberettigelsen ligger i at sørge for, at mennesket kan fortsætte det arbejde, som det ikke kan forestille sig at være foruden, at vores rette placering som samfundsborgere kun kan være uden for samfundet eller i dets udkant?   

Jeg har taget stilling. Jeg støtter et forbud mod sexkøb, fordi købesex gør stor skade på den, der sælger, og fordi mennesker ikke skal kunne købe hinanden. Villy Søvndal, Forbydsexkøbnu.dk

Det er interessant at være vidne til et bekymret samfund i aktion. Luderen er lovlig i Danmark: mand som kvinde kan vi sælge vores krop som vi lyster. At være lovlig betyder i midlertid ikke at være accepteret. Bekymringen for luderen vil ingen ende tage, den stakkels person tvunget til at sælge sine mest intime øjeblikke til en ligeså stakkels(men sikkert mest onskabsfuld) sjæl i mørke opgange. Det må stoppes siger den viljestærke politiker til sine bekymrede vælgere. Ja, Villy og andre, stop tvangen! Arbejd for at styrke vores sociale sikkerhedsnet så ingen tvinges til at sælge deres arbejdskraft, deres tid og krop, inden  for et felt som de ikke lyster. Men hvorfor lytter i ikke til dem som arbejder som prostituerede? Som enhver arbejder vil prostituerede gerne have gode vilkår: en fagforening, ja tilskud til ergoteapouter osv. Men vigtigst af alt vil en person som arbejder i et samfund, særligt hvis de er så heldige at arbejde med noget de godt kan lide (evt. sex(sic)), gerne have offentlig anseelse og respekt. Hvorfor er det mindre ydmygende at blive tvunget til at sælge sine hænder og fødder til en arbejdsgiver end frivilligt at sælge sin fisse eller pik?

Jeg har aldrig følt mig tvunget til at arbejde inden for sex-branchen, men jeg har ofte følt mig tvunget til at forklare baggrunden for mit arbejdsliv. Jeg har også følt mig tvunget til at påtage mig en offerrolle som forudsætning for en dialog med de pæne, velmenende damer – det være sig politikere, hattedamer eller såkaldte forskere. Der eksisterer nemlig kun to mulige positioner i den officielle diskurs: Offer eller psykopat. (LR, arbejder på gaden, på klinik, i escort og på bar(fra sexkøb.dk)).

Luderen laver mange ting, sex er et meget kompliceret område med utallige nicher, afkroge og plateauer. Et bordel er ikke(nødvendigvis) en opgang hvor to arme sjæle i væmmelse gnubber deres fedtede lemmer mod hinanden. Et bordel er et åbent forum hvor sex er på menuen i alle sine anretninger.

Hvorfor er det så svært at forestille sig at det kunne være dejligt at arbejde med sex? Hvorfor er det så svært at forestille sig at det kunne være dejligt at købe sex?

Tænk på psykologen(tænk på alle mulige andre erhverv!), en ven for penge. Til sandet løber igennem. Der er ting som nogle mennesker er bedre til end andre, måder at mødes på som kan højne menneskers indsigt i sig selv og andre. Det er meget sandsyneligt at alting ikke er for alle, særligt mht.sex. Forestillingen om sex som uløseligt forbundet til evig kærlighed(helst mellem mand og kvinde) stigmatiserer og fremmedgør alle som kunne ønske sig et andet liv end det som normen har at byde.

Og det er en skam.